Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 266 – 14. marts 2007 – side 8

Interview med anholdt

“Vi forlænger bare anholdelsen, så du kommer til at sidde her i 3 dage ... hahaha”

L Bergmann

Over 650 blev anholdt i løbet af de første dage efter rydningen.

Navn: Eline Andersen, 26 år studerer Geografi og Human Økologi.
Tilknytning til Ungdomhuset: Har været derinde én gang.

Hvorfor valgte du at deltage i demonstrationerne?

Jeg interesserer mig for sociale bevægelser, alternativ kultur og teorier om autonomi. Det er noget, der går igen i mine projekter på studiet, og helt klart noget jeg synes er spændende at forske i. Så jeg gik en tur over til Nørrebrogade torsdag for at mærke atmosfæren, der var i området, og evt. snakke med nogle mennesker. Da jeg er amatørfotograf, havde jeg også taget mit kamera med.

Torsdag aften var for mit vedkommende en stille og rolig aften, da jeg holdt mig væk fra urolighederne mellem politi og demonstranter.

Fredag tog jeg ind til Sankt Hans Torv. Jeg havde en ven, som også var ude med sit kamera, som jeg havde snakket løst med om at mødes. Da jeg fandt ham, havde vi kun snakket i et par minutter, før politiet pludselig rykker ind fra alle sider. Folk begynder at løbe. Det var kaotisk, fordi man ikke vidste, hvor man skulle løbe hen, da politiet var overalt. Politiet kastede med tåregas, mens vi løber hen imod kirken.

Over 650 anholdte de første dage efter rydningen

Over 650 blev anholdt i løbet af de første dage efter rydningen. (Foto: Svend Espensen)

Ved kirken mister jeg min ven og blev påvirket af tåregassen. Jeg prøvede at finde ham, men det lykkes ikke. På det tidspunkt virkede det som om, at alle demonstranterne var væk. Der var kun nogle få fortabte sjæle rundt omkring.

Tåregas

Jeg beslutter mig derfor at blive ved kirken for at komme mig igen og vente, til tåregassen gik væk, og så bare smutte hjem igen, da uroligheder ikke var det, som jeg havde opsøgt. Jeg tager nemlig afstand fra vold og havde derfor endda medbragt mit fredsflag (PACE) for at udtrykke dette.

Mens jeg går lidt desorienteret foran kirken og leder efter et godt sted at sætte mig, kommer en stor flok betjente imod mig. Jeg føler mig naturligvis ikke truet, da det ikke ligger i min natur at være bange for politiet. Det er jo dem, der skal forsvare mig, og som jeg skal løbe til, hvis jeg er i vanskeligheder. Så det var med stor overraskelse, at jeg blev hevet fat i af en betjent, der skubbede mig ned på jorden. Jeg begyndte at græde af den voldelige tilgang, de havde til mig.

Politiet kom med flere og flere mennesker, som satte sig ved min side, og vi blev lagt i strips og siden hen fulgt til en politibil, hvor vi blev låst inde i sådan nogle små rum.

I cellen på stationen er det meget koldt og beskidt. Vi skiftede lidt imellem at ligge og sidde på gulvet og træbænken. Jeg prøvede at sove lidt, men det er svært, når det er så koldt, og man ligger så hårdt, og der løber så mange tanker igennem hovedet. Sulten begynder at mærkes, og utålmodigheden også, da hverken jeg eller den anden pige, jeg sad med, havde gjort noget.

Laver politiet fejl?

Vi var bare to meget uheldige sjæle, der havde været på Skt. Hans Torv. Vi tænkte, at politiet nok laver nogle fejl, når de laver masseanholdelser, men så retter de dem vel også og lader de uskyldige gå igen. Så vi brugte faktisk hele dagen på at vente på, at der kom nogen og løslod os. Men til afhøringen fik vi fornemmelsen af, at de ikke troede på os. Hvilket var ubehageligt.

På den ene side overbeviste vi hinanden om, at nu ville alt gå, og at om nogle timer ville vi være løsladt og sidde hjemme og nyde noget godt at spise og et godt bad. På den anden side græd vi på skift, da vi allerede havde en oplevelse af, at man ikke troede på os, og at det i sidste ende var lige meget, om vi var uskyldige eller ej, da politiet åbenbart havde opdigtet en historie med os i, og derfor var tydeligvis en risiko for, at mere uretfærdighed ville ske.

Vi kørte til byretten ved 23-23.30 tiden, hvor vi blev kropsvisiteret og afleverede vores ting. Vi fik lov til at snakke med en advokat i fem minutter og kørte så en rettergang, som sluttede ved 2.30 tiden. Jeg var dødsulten, søvnig, beskidt, og stadig meget chokeret over, hvad der var sket, men klarede dog at gennemføre rettergangen.

Dommeren gennemskuede sagen, og så heldigvis at jeg, såvel som de andre tre, jeg var i retten sammen med, var uskyldige i vores sigtelser. Men vi er dog stadig sigtede og kan risikere at skulle for landsretten også.

Hvordan har du det med den måde politiet har behandlet jer på?

Jeg er chokeret over, at man blev behandlet som en stor forbryder fra begyndelse til slut. Jeg havde ikke i mine vildeste drømme forestillet mig, at de ville anholde mig. Jeg følte ikke nogen trang til at løbe fra dem, da det virkede på mig, som om de havde gjort deres arbejde; de havde opløst demonstrationen. Men nej, de valgte at anholde mig, måske fordi det var så let, jeg løb jo ikke fra dem, gik nærmest imod dem med åbne arme.

Jeg har hørt, at der er flere, som har fået fysisk mén af politiet. Det fik jeg dog ikke. Men psykisk var det en meget hård omgang hele vejen igennem fra anholdelsen til løsladelsen. Det er meget krænkende, at man koldhjertet bliver lagt i strips, når man står der og græder og prøver at forklare dem, at man bare var ude at tage nogle billeder.

I detentioncellen kom jeg til at sidde med en anden pige, Vi fik at vide at vi var blevet sigtede i efter paragraf 134a. Vi sad og tænkte, jamen hvordan er det dog muligt, at man bliver sigtet bare sådan uden videre. Det kan ikke være rigtigt at man skal sidde i fængsel, fordi man har været ude at tage nogle billeder på gaden.

Vi har siddet inde i over 20 timer og havde opført os så pænt som muligt, men vi var også ved at være trætte af deres attitude og kontrol over os. Jeg spørger en betjent om, hvad klokken var, og om han kunne sige noget om hvor lang tid der ville gå, før vi kom i grundlovsforhør.

Jeg er dansk statsborger, men min accent gjorde indtryk på betjenten, som svarede leende tilbage til mig: “Det skal du ikke bekymre dig om. Hvis vi ikke når det, før de 24 timer er gået, så forlænger vi bare anholdelsen, så du kommer til at sidde her i 3 dage ... hahaha“. Det er en grotesk og unødvendig kommentar.

Får anholdelsen dig til at holde op med at gå til demonstration?

Nej, det gør den ikke. At gå på demonstration er en menneskeret. Vi har som mennesker i et samfund ret til at sige fra, hvis vi er utilfredse med noget. Jeg tager klart afstand fra vold. Men at gå ud og marchere fredeligt for at vise sin utilfredshed skal være muligt, ellers er det ikke længere et demokrati, vi lever i.

Tror du det vil lykkes at få et nyt ungdomshus? Og hvad tror du i givet fald, der skal til, for at det kan ske?

Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg håber sandelig, at der kommer et nyt ungdomshus, fordi der er åbenbart mange mennesker, der savner et sådant. Jeg synes, at Ritt og de andre politikere skal sætte sig ned og løse dette problem. Det er deres ansvar, hvis en del af befolkningen i deres kommune er så utilfredse. De skal selvfølgelig ikke gøre det, fordi der er nogen, der kaster med mursten, men fordi de skylder den københavnske ungdom et sådant et hus.

Det er selvfølgelig forkert, at en minoritet af de voldelige demonstranter kaster med sten, men det er også forkert at anholde og sigte så mange uskyldige, fredelige, demokratiske sympatisører og bare nysgerrige mennesker i al almindelighed. Hvis politifolkene skal få gratis psykologhjælp på grund af, hvad der er sket, så burde de uskyldigt sigtede også få det, da det er en meget traumatisk oplevelse.

Navn og alder på personen i dette interview er opdigtet, personen har ønsket at være anonym, hendes identitet er dog redaktionen bekendt.

Se også:
SAA 266: Det mener vi: En bevægelse større end Jagtvej 69
SAA 266: Kampen om Ungeren
SAA 266: Ungdomshuset: Kampen dag for dag
SAA 266: Socialister og voldelig kamp
SAA 266: Interview med Lau Malling: “Jeg blev hånet og svinet til”
SAA 266: Interview med Benny Gundersen: “Det var utroligt krænkende”
SAA 266: Tegneserie: Überdanmark
SAA 266: Læserbrev: Jeg ønsker at brænde, bare ikke biler!

Flere artikler fra nr. 266

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Ungdomshuset (Kbh.)

Se flere artikler af forfatter:
L Bergmann

Siden er vist 3564 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside