Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 266 – 14. marts 2007 – side 7

Socialister og voldelig kamp

Martin B. Johansen

De voldsomme demonstrationer og politiets meget hårdhændede fremfærd i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset har sat fokus på, om brosten og brændende barrikader kan accepteres som led i en politisk kamp.

Afbrænding Nørrebro

(Foto: Svend Espensen)

 

Medierne, politikerne og vel også størstedelen af dem, der støtter Ungdomshuset, er enige om at tage afstand fra “de voldelige metoder“. Også Enhedslisten opfordrer de unge til at “bruge fredelige midler til at få politikerne i tale“.

Tilbage står en kreds aktivister fra Ungdomshuset, som fastholder, at voldelig kamp er en nødvendighed i kampen for en bedre verden. Som de skriver i Information d. 7. marts: “Når politikerne ikke kan råbes op, og de sender politiet til at gøre arbejdet for sig, så er der kun kampen på gaden tilbage.“

Set ud fra et revolutionært perspektiv har aktivisterne en vigtig pointe. Den herskende klasses magt hviler på – udover den økonomiske magt og ideologisk dominans – at kunne udøve fysisk magt. Hvis en revolutionær bevægelse vil bryde den herskende klasses magt, er det nødvendigt at udfordre den på alle fronter. I en revolutionær situation må bevægelsen være forberedt på at bruge fysisk magt for at konfrontere og afvæbne de politi- og militærstyrker, som bliver sat ind for at forsvare den gamle orden.

Faktisk viser historien eksempler på, at når en massebevægelse optræder tilstrækkeligt beslutsomt – også i form af vilje til at udøve fysisk magt – så foregår afvæbningen af den gamle ordens soldater ret ublodigt. Massebevægelser, som omvendt ikke ønsker eller ikke kan fremvise denne beslutsomhed, er derimod igen og igen blevet nedkæmpet, ofte med titusindvis af ofre til følge.

Men det er ikke ensbetydende med, at voldelige metoder er den bedste måde at udvikle kampen på. Tværtimod. Det kapitalistiske system er med sine krige og undertrykkelse et meget voldeligt og brutalt system. Det er netop mødet med denne vold og undertrykkelse, der er den mest udbredte grund til, at folk begynder at føle afsky ved det nuværende system og engagere sig i en kamp for en bedre og fredelig verden.

Socialister er i bund og grund pacifistiske mennesker – enhver strategi for at forandre samfundet må grundlæggende bygge på ikke-voldelig og ægte demokratisk kamp.

Problemet med voldelige metoder er, at de bryder med denne grundlæggende pacifisme og gør det nemt for medierne og politikerne at stemple demonstranter som de rene ballademagere.

Nøglen til at forandre verden ligger ikke i viljen til at bruge voldelige metoder – nøglen er, at med udgangspunkt i at lægge afstand til kapitalismens vold og undertrykkelse kan der opbygges sociale bevægelser, der vil kæmpe for en bedre verden.

Derfor er det ikke rigtigt, når aktivisterne siger, at der kun er “kampen på gaden tilbage“, når politikerne ikke kan råbes op. Når politikerne ikke kan råbes op, så består den vigtigste kamp i at opbygge en bred social bevægelse, der gennem protester, demonstrationer, aktioner og happenings kan råbe så meget op, at medierne og politikerne ikke kan overhøre den.

Det er ren gambling at ty til voldelige metoder som alternativ til at opbygge den bredere bevægelse. For det første risikerer man at splitte bevægelsen internt. Mange af Ungdomshusets sympatisører gik med på gaden og kunne måske nok tolerere, at der røg et par brosten gennem luften – men når de “officielle“ Ungdomshus-aktivister ikke fremlagde en klar linje for at få stoppet det omfattende hærværk, så tvang man i realiteten sympatisørerne til at måtte tage stilling til noget helt andet end ideen om brugerstyrede ungdomshuse – de skulle vælge, om de var for eller imod brosten og molotovcocktails.

For det andet kan de voldelige metoder være svære at kontrollere. Fra kampene efter rydningen af Ungdomshuset er der eksempler på, at nynazister blandede sig med bl.a. rudeknusninger for at eskalere volden og miskreditere demonstranterne.

Under de store antikapitalistiske demonstrationer i Genova 2001 blev det afsløret, at civilklædt politi blandede sig med militante anarkister i den såkaldte “Black Bloc“. I uskøn forening stod aktivister side om side med politiprovokatører og knuste ruder og brændte biler af og gav dermed politiet en lejlighed til at slå hårdt ned på alle demonstranter. Anarkisterne blev et redskab i hænderne på den fjende, de ville bekæmpe.

I den revolutionære bevægelse har erkendelsen af, at voldelige metoder kan være nødvendige for at forsvare sig over for en voldelig modstander, altid været et kardinalpunkt.

Men det handler udtrykkeligt om selvforsvar i situationer, hvor det er nødvendigt at konfrontere en voldelig modstander for at føre bevægelsen videre. Den vigtigste kamp består i overhovedet at opbygge bevægelsen.

At tale om, at der kun er “kampen på gaden tilbage“ eller at bruge vold som en “sidste udvej“ er i virkeligheden at opgive troen på, at det er muligt at opbygge en bredere bevægelse.

Se også:
SAA 266: Det mener vi: En bevægelse større end Jagtvej 69
SAA 266: Kampen om Ungeren
SAA 266: Ungdomshuset: Kampen dag for dag
SAA 266: Interview med anholdt: “Vi forlænger bare anholdelsen, så du kommer til at sidde her i 3 dage ... hahaha”
SAA 266: Interview med Lau Malling: “Jeg blev hånet og svinet til”
SAA 266: Interview med Benny Gundersen: “Det var utroligt krænkende”
SAA 266: Tegneserie: Überdanmark
SAA 266: Læserbrev: Jeg ønsker at brænde, bare ikke biler!

Flere artikler fra nr. 266

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 3281 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside