socialister.dk: Socialistisk Revy nr. 11

1998 sluttede med en af de værste kriser, en dansk regering har stået i nogensinde. Balladen om efterlønnen rystede hele det socialdemokratiske apparat i en grad, som ikke er set tidligere.

På kort sigt kan vi forvente at se en regering, som opfører sig betydeligt mere ydmygt og tilbageholdende end hidtil. Nyrup, Lykketoft og Jelved har næppe tænkt sig at fremprovokere en ny bølge af protester foreløbig.

Hvem skal betale?

Men det er kun på kort sigt, at regeringen kan holde lav profil. Dansk økonomi er lige på vippen til at ryge ud i en længere krise. Økonomer har længe snakket om faldende vækst i økonomien i 1999 og 2000. Nu er der underskud på betalingsbalancen, faldende eksport og udsigt til massefyringer.

Det store spørgsmål, der rejser sig, når den kapitalistiske økonomi går i krise, er: Hvem skal bære krisens byrder?

Erhvervslivet har et meget klassebevidst svar: Ikke os. Derfor svarer de på en krise med fyringer, kræver lønnen sat ned og forlanger nye skattelettelser og dermed nedskæring af velfærden.

Regeringen vil uden tvivl adlyde erhvervslivet og forsøge at hjælpe dem igennem krisen. Den socialdemokratiske partitop har overgivet sig til markedsøkonomi og liberalisme i en grad, så selv Venstres Anders Fogh Rasmussen kan fremstå som "den lille mands" talerør.

Men det behøver ikke gå sådan. Der er penge, ressourcer og arbejdskraft nok i samfundet til at sikre velfærd for alle. Hvis arbejdsgiverne ikke kan finde ud af at producere til gavn for samfundet, kunne man nationalisere fabrikkerne og sætte dem under demokratisk kontrol. Hvis regeringen ikke kan finde ud af at tage pengene fra de rige, må den presses til det.

Regeringer verden over har ofte pumpet milliardtilskud i kriseramte selskaber. I USA gav regeringen i 1980'erne milliarder og atter milliarder til landets fallittruede kreditforeninger. I Danmark er der særregler for A.P. Møller, reelt et milliardtilskud til Danmarks største kapitalist.

Men hvorfor er det altid erhvervslivets interesser, der skal støttes? Hvorfor ikke i stedet bruge pengene til at sikre velfærden og skabe fornuftige arbejdspladser? I stedet for at give milliarder i skattelettelser og tilskud til erhvervslivet, kunne pengene bruges til at overtage virksomheder, som aktionærerne ikke synes, de tjener nok på.

Pengene kunne også bruges til at sænke arbejdstiden, så arbejdsløse kan komme i jobs i stedet for tvangsaktivering.

Kampprogram

Men regeringen vil ikke af sig selv skifte kurs. Det kræver, at arbejderne tvinger den til det.

Storstrejken i 1998 og de enorme protester mod angrebet på efterlønnen viser, at der er en utilfredshed og vrede blandt arbejderne, som i organiseret form kunne tvinge en kursændring igennem.

Problemet er, at den utilfredshed og vrede mangler fokus og kun sporadisk kommer op til overfladen.

Derfor har Internationale Socialister foreslået et Kampprogram for et solidarisk samfund, som peger på en anden samfundsudvikling end den, regeringen er i gang med. Hvis kravene i programmet blev gennemført, kunne vi afværge de værste konsekvenser af krisen og sætte gang i en udvikling til gavn for arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende - og ikke for de rige, for arbejdsgivere, spekulanter og bureaukrater.

Programmet kan bruges som et fælles politisk grundlag for alle, der er utilfredse med regeringen. Det kan være med til at samle utilfredsheden og give den en politisk retning. En samling om en række fælles krav fra neden ville være det vigtigste politiske svar på den rådne politik, som Nyrup-regeringen hidtil har ført.

Kampprogram for et solidarisk samfund

1. Nej til fyringer - stop udliciteringer

Den økonomiske krise begynder at banke på døren for alvor. Det skal hverken gå ud over privat eller offentligt ansatte. Virksomhedsejerne må producere til en lavere profit. Hvis de ikke vil det, må staten overtage fabrikkerne. Udliciteringer fører kun til dårligere arbejdsmiljø og ringere offentlig service.

2. Afskaf begrænsninger i retten til understøttelse – for 30 timers arbejdsuge og 6 ugers ferie

Den nye arbejdsmarkedsreform skærer dagpengeperioden ned til kun 4 år, og alle under 25 år får kun halv understøttelse. Det skaber udstødning, usikkerhed og frygt for arbejdsløshed. I stedet skal vi dele arbejdet og have mere fritid. Tvangsaktivering af arbejdsløse skal fjernes.

3. Kontrol med bank- og finansvæsen

Banker, børsfolk og andre pengejonglører har kronede dage – godt hjulpet af regeringen, der fjerner beskatning af aktiehandel og sænker virksomhedsskatten. Virksomheder unddrager sig beskatning ved at sende penge rundt i det internationale finanssystem. Der skal etableres demokratisk kontrol med disse pengejonglører.

4. Genopret den sociale velfærd

I dag behandles syge, ældre, børn og studerende dårligere og dårligere. Der skæres i sundhedsvæsen, hjemmepleje, på daginstitutioner og undervisning. En solidarisk udvikling kræver:

Fjern indgrebet i efterlønnen
Penge til sundhedsvæsen og skoler
Flere, bedre og billige daginstitutioner
Mere i SU og frit optag

Der er råd

Mange politikere og erhvervsfolk vil sige at der ikke er råd, men det er der. Pengene findes hos de rige:

Skrot milliarderne til militæret
Genindfør formueskatten
Genindfør arbejdsgivernes arbejdsmarkedsbidrag
Selskabsskatten skal hæves til 50%
Genindfør beskatning af aktiehandlen

Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999

Temasider

Nr. 11

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 4 – Januar 1999

Leder

Alternativ til markedets galskab

Hvem skal betale?

Kampprogram

Kampprogram for et solidarisk samfund

Socialistisk Revy nr. 11 jan 1999

Temasider

Nr. 11

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 4 – Januar 1999

Leder

Alternativ til markedets galskab

Hvem skal betale?

Kampprogram

Kampprogram for et solidarisk samfund

Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999