[ Socialistisk Revy nr. 11 ]
Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 11

Udskriv artikel

 

Nr. 11

Side 1
· Nej til Nyrups arbejdsgiverpolitik

Side 3
· Kampprogram for et solidarisk samfund

Side 4
· Hospitalskaos
· Tillid til Lykketoft?
· Simonsens menneskejagt
· Den hvide mands byrde
· Er der ikke råd?
· Prisfuskerne

Side 5
· Privat effektivitet
· Simonsens forbilleder?
· Arbejdsgiverne indrømmer fusk
· Nyt løftebrud på vej
· Dræb med et smil
· Studenteroprør

Side 6
· Tilpasning til liberalisme gav bagslag

Side 7
· Begyndelsen til enden for Socialdemokratiet?

Side 8
· Kommer der nye indgreb?
· På vej mod konflikt

Side 9
· "Nu er det nok!"

Side 10
· Skandale på Scandlines
· Forfølger flygtninge

Side 11
· Derfor elsker markedet Euro'en

Side 12
· En iscenesat konflikt

Side 13
· Nedlæg NATO

Side 14
· 1998: Liberalismens nedtur

Side 16
· Trotskijs aktionsprogram: Fra isolation til revolution

Side 18
· Kampen for arbejdermagt

Side 21
· Amerikas Uforenede Stater

Side 23
· 13.000 års historie

Side 24
· Modstandens teori

Side 25
· Video: Filmen du ikke må se for Big Mac
· Den kolde krig (DR2)

Side 26
· Den revolutionære tradition siden Trotskij

Side 27
· Efterlønsaktion i Århus

Side 28
· Sexmisbrugshysteri

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 11-12 – Januar 1999

Udskriv

Derfor elsker markedet Euro'en

11 af de 15 EU-landes (alle undtagen Grækenland, Storbritannien, Sverige og Danmark) valutaer er fra 1. januar erstattet af én fælles valuta. Der er kun én fælles valutakurs over for fx. dollar, pund og yen. Der er kun én rentesats. De 11 nationale valutaer er i realiteten ophørt med at eksistere.

Hvis euro'en kun handlede om, at vi slap for at veksle, når vi skulle til udlandet, så var det såmænd helt fint. Men euforien omkring den nye valuta fortæller, at det handler om langt mere.

Det som "alle" – dvs. erhvervslivet, valutahandlere og medie-moguler – er så euforiske over er, at man nu har fået en valuta, der kan "udfordre dollaren". Men hvad betyder det?

Rivalisering

For det første viser det, at kapitalismen består af rivaliserende økonomiske (og militære) blokke, som konstant kæmper om magt og indflydelse. Euro'en er blot det seneste skridt i at forme en fælles blok af europæisk kapital. Rivalisering på dette megaplan er det, der gør kapitalismen så farlig at leve under.

For det andet har det nogle ret mærkbare konsekvenser for de fleste mennesker. Allerede op til euro'ens start har landene (inkl. Danmark, som formelt ikke er med) været igennem en "konvergens" (tilpasning) med bl.a. begrænsning af statens udgifter. Stabilitetspagten fra 1996 binder dem til at fortsætte den politik.

Virkningen over hele Europa har været angreb på velfærden og flere arbejdsløse. Dette har udløst en bølge af strejker og protester – men også at der over det meste af Europa er valgt socialdemokratiske regeringer.

Disse regeringer ønsker nu at lempe betingelserne i Stabilitetspagten. Men de har selv været med til at sætte en stopklods ind: Den europæiske centralbank (ECB).

Den europæiske centralbank er uden for enhver demokratisk kontrol. Selv USA's Federal Reserve skal en gang imellem stå til regnskab for kongressen, men ECB skal kun stå til regnskab over for andre banker og det globale finansmarked. Den er desuden traktatligt forpligtet til kun at tage hensyn til prisstabilitet – og ikke til hverken vækst eller beskæftigelse.

Det betyder, som Clintons tidligere arbejdsminister Robert Reich siger det: "Euro'en er et stort skridt mod en amerikanisering af den europæiske økonomi. Og det kan blive et stort skridt væk fra det samfund, som centrum-venstre ønsker."

"Amerikanisering" betyder i den forbindelse: Endnu mindre velfærd, endnu færre restriktioner på kapitalen, mere arbejdsløshed og svækkelse af fagforeningerne. At "udfordre dollaren" betyder ikke kun en europæisk blok. Det betyder også at konkurrere med USA-lønninger og USA's manglende sociale sikkerhedsnet.

Her er årsagen til euforien hos den økonomiske elite og på børserne. En eufori, som ikke kun Anders Fogh og Venstre, men også Lykketoft og Jelved deler.

De europæiske regeringer har imidlertid et problem: De har afskrevet sig muligheden for konjunkturstyring af økonomien ved at regulere på finanspolitikken. Samtidig har man en centralbank, som ikke vil sænke renten under den næste økonomiske krise, da det kan true prisstabiliteten.

Det ligner et oplæg til en katastrofe. Konstruktionen mangler en fælles europæisk finanspolitik til at erstatte de regeringer, der er sat ud af spillet. Tyskland, som det næste halvår har formandskabet i EU, er allerede nu begyndt at kræve større fælleseuropæiske budgetter.

Anders Fogh håber, euforien holder. Han kræver en hurtig folkeafstemning om Danmarks deltagelse, inden snakken om fælleseuropæiske budgetter bliver for åbenlys.

Folkeafstemningen er rent teater, da den danske krone siden spekulationen mod den sidste sommer har været låst til Euro'en.

Marianne Jelved har lagt op til narrens rolle i det teater med sin udtalelse om, at deltagelse i Euro'en ikke svækker dansk suverænitet.

Udviklingen behøver imidlertid ikke afgøres på et teater. Arbejdere over hele Europa har de seneste år vist, at deres hjemmebane er klassekampens arena. Det er der, magthavernes planer skal stoppes.

Jørn Andersen

 

 

www.socialister.dk – 16. juli 2024 kl. 07:47