[ Socialistisk Revy nr. 11 ]
Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 11

Udskriv artikel

 

Nr. 11

Side 1
· Nej til Nyrups arbejdsgiverpolitik

Side 3
· Kampprogram for et solidarisk samfund

Side 4
· Hospitalskaos
· Tillid til Lykketoft?
· Simonsens menneskejagt
· Den hvide mands byrde
· Er der ikke råd?
· Prisfuskerne

Side 5
· Privat effektivitet
· Simonsens forbilleder?
· Arbejdsgiverne indrømmer fusk
· Nyt løftebrud på vej
· Dræb med et smil
· Studenteroprør

Side 6
· Tilpasning til liberalisme gav bagslag

Side 7
· Begyndelsen til enden for Socialdemokratiet?

Side 8
· Kommer der nye indgreb?
· På vej mod konflikt

Side 9
· "Nu er det nok!"

Side 10
· Skandale på Scandlines
· Forfølger flygtninge

Side 11
· Derfor elsker markedet Euro'en

Side 12
· En iscenesat konflikt

Side 13
· Nedlæg NATO

Side 14
· 1998: Liberalismens nedtur

Side 16
· Trotskijs aktionsprogram: Fra isolation til revolution

Side 18
· Kampen for arbejdermagt

Side 21
· Amerikas Uforenede Stater

Side 23
· 13.000 års historie

Side 24
· Modstandens teori

Side 25
· Video: Filmen du ikke må se for Big Mac
· Den kolde krig (DR2)

Side 26
· Den revolutionære tradition siden Trotskij

Side 27
· Efterlønsaktion i Århus

Side 28
· Sexmisbrugshysteri

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 14-15 – Januar 1999

Udskriv

1998:

Liberalismens nedtur

Hvis det begivenhedsrige år 1998 skal opsummeres i få ord, må det være: venstredrejning, oprør og liberalismens fallit. Den øgede økonomiske krise, der begyndte sommeren 1997 i Sydøstasien, betyder på den ene side større og større uenighed i den herskende klasse og på den anden side et stadigt voksende pres nedefra for at indføre reelle forbedringer for arbejderklassen. En sådan spænding kan føre til det, Lenin kaldte "en epoke af krige og revolutioner."

Hvor fremmedhad var en væsentlig faktor i 1997, med Dansk Folkepartis store fremgang til kommunalvalget i efteråret, spiller den nu slet ikke så fremtrædende en rolle i dag. Faktisk er Dansk Folkeparti gået tilbage i meningsmålingerne lige siden deres storhedstid i efteråret 1997. Det viser, at fremmedhad næppe nogensinde var en betydende faktor bag partiets fremgang. Tværtimod tyder det på, at det var forsvaret for "den lille mand" imod systemet, for de ældres velfærd osv., der var den altafgørende faktor. Den tolkning blev bekræftet af hændelserne i 1998.

Den 11. marts var der folketingsvalg. Politiske kommentatorer havde i ugevis fortalt om socialdemokratiske vælgere, der flygtede over til Dansk Folkeparti og om Venstres fremgang under Uffe Ellemann, der blev fremstillet som landets kommende statsminister.

Socialdemokratiets ledere troede øjensynligt også selv, at deres vej til magten skyldtes, at de havde overtaget de borgerliges program og ikke, at folk ønskede forandring ovenpå mange års borgerlig regering under Schlüter i 80erne. Derfor førte de i begyndelsen en valgkamp, der kørte på typisk borgerlige ideer som "lov og orden" (dvs. mere politi og strengere straffe), "sund økonomi" (dvs. økonomiske stramninger), "uddannelses- og velfærdsreformer" (dvs. nedskæringer).

Men det var først, da Nyrup begyndte at forsvare velfærdsstaten, at partiet atter gik frem og til sidst vandt valget, endda med en fremgang og ikke en tilbagegang, som de politiske kommentatorer havde spået. For at opnå den sejr, måtte Nyrup komme med den berømte efterlønsgaranti. Og han måtte køre meget mere på, at de borgerlige ville forringe velfærden for arbejderne.

Resultatet blev også yderligere splittelse i den borgerlige lejr. Uffe Ellemann gik af i skuffelse over ikke at blive statsminister og overlod roret til Anders Fogh Rasmussen, der hidtil havde været ærkeliberalistisk tilhænger af en "minimalstat", men nu med ét forvandledes til en midtsøgende politiker, der ville bevare velfærden. Han kunne godt selv se, at liberalismen ikke længere solgte billetter. Det andet store borgerlige parti, de Konservative, gik nærmest i opløsning og har stort set fortsat nedturen lige siden.

Storkonflikt

Men folketingsvalget var kun det første tegn på opbrud. Det næste store skridt var forårets storkonflikt. Utilfredsheden havde ulmet længe, allerede i februar havde en meningsmåling vist, at et flertal blandt arbejderne var villige til at strejke deres krav om mere fritid igennem. Da storstrejken kom i april/maj, blev det den største arbejdskonflikt siden 1985 og en af de største strejker nogensinde.

Der er tydeligvis en bevægelse væk fra højreorienterede ideer og hen imod solidariske løsninger. Men det er desværre en meget forvirret og fragmenteret bevægelse. Storstrejken involverede en halv million arbejdere, men mobiliseringen var ikke særlig stor, hvilket betød, at da Nyrup greb ind til fordel for arbejdsgiverne, var der ikke en organiseret modstand, der kunne tage kampen op og kæmpe kravene i gennem.

Eftersom der ikke er nogen oplagt organisation, der kan samle op på utilfredsheden og give den en konstruktiv retning, vil der igen og igen komme spontane udbrud af vrede, der desværre alt for hurtigt dør hen. Det så vi igen, da pædagoger og forældre gik på gaden i slutningen af november i protest mod forringelser på daginstitutionsområdet, hvor der vitterligt var tale om en stor mobilisering, men hvor det alligevel lykkedes fagbureaukratiet at stoppe aktionerne.

Brudte løfter

Vi så det nok engang med vreden over Nyrups brud på sine valgløfter, da han indgik forlig med de borgerlige om kraftige forringelser af efterlønnen. Igen lykkedes det fagbureaukraterne at udskyde aktionerne til apatien havde afløst vreden. Endnu et tegn er Venstres fortsatte fremgang. Hvor Venstre i 80erne og starten af 90erne gik frem ved at spille på liberalismen, skyldes fremgangen nu, at Anders Fogh Rasmussen har skiftet hest og fremstår som forsvarer af velfærdsstaten og afskriver sine tidligere ideer om minimalstaten.

Der er nu endnu mere brug for en organisation, der kan samle op på vreden og give kampen en retning. Men der er også langt bedre muligheder for en sådan revolutionær organisation.

 

Global venstredrejning

Den venstredrejning, der har kendetegnet slutningen af 90erne, kom til udtryk i valgene så forskellige steder som i Sverige, Tyskland, USA og Venezuela. I Sverige var valget en stor fremgang for Vänsterpartiet, der ligger til venstre for Socialdemokratiet, og i Tyskland blev Kohls 18 år lange konservative styre afløst af en jordskredssejr for Socialdemokratiets, SPD's, kandidat Gerhard Schröder. Således regeres nu næsten samtlige lande i EU af socialdemokratisk ledede regeringer.

Højrefløjen, især det yderste højre, bliver mere og mere isoleret. I Frankrig mister Front National sit eneste parlamentsmedlem, da de taber et valg i Toulon i Sydfrankrig, der ellers har været deres højborg. Midtvejsvalget i USA bliver heller ikke det nederlag for Demokraterne som kommentatorerne havde forventet i kølvandet på Monica Lewinsky-sagen. Tværtimod stiger opbakningen bag præsident Clinton. Republikanernes leder Newt Gingrich fra partiets yderste højrefløj, går kort efter af. Kort tid efter må også hans afløser, Livingston, gå af.

Hugo Chavez, der vandt valget i Venezuela, er et andet eksempel på venstredrejningen. Hans sejr skyldes de løfter, han afgav under valgkampen, hvor han har kørt et populistisk program, der angreb den herskende klasses korruption og lovede bedre vilkår for de fattige. Hans modstander var forretningsmanden Henrique Salas, der har indført de voldsomme nedskæringer, som Valutafonden IMF har påtvunget gældsplagede lande.

 

Den økonomiske krise – markedets fallit

Et af de største problemer de socialdemokratiske ledere står med er, at spillerummet for reformer er blev voldsomt indsnævret. De har derfor svært ved at leve op til de løfter, der bragte dem til sejr. Selvom erhvervslivet har haft rekordoverskud, begynder den økonomiske krise at nærme sig, og der bebudes massefyringer.

Denne økonomiske krise forværrer også situationen for de reformistiske partier på en anden måde. Eftersom krisen begyndte i de "mirakeløkonomier", der skulle være det endegyldige bevis for kapitalismens overlegenhed, betyder det, at flere og flere sætter spørgsmålstegn ved markedet. En stadig større del af arbejderklassen nægter derfor at acceptere nedskæringer med henvisning til markedskræfter og konkurrenceevne. Samtidig begynder panikken også at sprede sig i den herskende klasse, jo nærmere krisen kommer de vestlige kraftcentre. Samlet betyder det, at flere vil begynde at være lydhøre overfor marxistiske argumenter – "Marx er tilbage," som selv borgerlige aviser har måttet sande.

Den økonomiske krise er altså blevet til en ideologisk krise for den herskende klasse og deres toneangivende kommentatorer og analytikere. Den ideologiske krise kan også blive til en politisk krise, hvor gamle herskere ikke længere kan herske som før, og hvor arbejdere ikke længere finder sig i at blive hersket over på samme måde som før.

Det tydeligste eksempel kom fra Indonesien, der længe havde været betragtet som et af de mest stabile regimer i verden, hvor diktatoren Suharto havde regeret lige siden det blodige kup i 1965. Flere ugers demonstrationer, hvor først og fremmest studenterne gik på gaden, endte i maj måned med, at Suharto trådte tilbage og indsatte sin højre hånd Habibie som sin efterfølger. Han har lige siden haft meget store problemer med at overbevise befolkningen om, at han kan give dem reelle reformer og gøre op med Suharto-familiens korruption.

Eksemplet fra Indonesien har været en vigtig kilde til inspiration for arbejdere i andre lande, først og fremmest nabolandet Malaysia, men også så langt væk som Zimbabwe i det sydlige Afrika. Men det har også ført til panik i de herskende klasser udtrykt gennem de offentlige skænderier mellem søsterorganisationerne Verdensbanken og den Internationale Valutafond, IMF, hvor især IMF er blevet udsat for massiv kritik og beskyldt for at have gået for hårdt frem.

Kritikken af IMF's løsningsforslag – sociale nedskæringer, øget konkurrence, ophævelse af statsstøtte til fødevarer – er også kommet til udtryk i en anden økonomisk katastrofe, nemlig Rusland. Den økonomiske krise har sendt Rusland tilbage til en økonomi baseret på byttehandel. Store dele af den russiske arbejderklasse har ikke fået udbetalt løn eller pension i månedsvis eller har kun fået den udbetalt i naturalier. Millioner af fattige russere er nødsaget til at leve af de planter, de kan dyrke i deres kolonihaver eller finde i skovene.

I Rusland er den politiske krise særlig akut, fordi Jeltsin og hans reformpolitikeres opbakning udelukkende hviler på løftet om økonomiske forbedringer og på udviklingen af en sund økonomi. Derfor har Jeltsin flere gange handlet i panik og fyret hele sin regering i løbet af året.

Det, der skulle have været markedsøkonomiens endelige triumf, ligner i stedet et kaotisk mareridt.

 

Hvad med 1999 ?

Dele af den herskende klasse, både herhjemme og i udlandet, forsøger at bilde os (og sig selv) ind, at den økonomiske krise er forbi og ikke vil ramme Vesten yderligere. Men flere beregninger tyder på det modsatte. Krisen i Sydøstasien, Rusland og senest Latinamerika har betydet tomme ordrebøger. Det er derfor altovervejende sandsynligt, at 1999 vil se stigende arbejdsløshed og lavere økonomisk vækst. Indførelsen af euro'en ved årsskiftet kan nemt vise sig at forstærke denne tendens. For de stærke konvergenskrav vil tvinge regeringerne til at angribe arbejderklassen for at forsvare erhvervslivets profitter. De store forskelle på EU-landene vil også gøre euro'en sårbar over for spekulation, ganske som tidligere eksempler på europæisk valutasamarbejde. Især Grækenland, der endnu ikke er med i euro'en, Irland og Italien lader til at være sårbare.

Angrebet på efterlønnen er bare begyndelsen. Med mindre Socialdemokratiet presses alvorligt nedefra, vil de forsøge at gennemføre endnu flere angreb. I sin nytårstale kridtede Nyrup allerede banen op for en ophævelse af ØMU-forbeholdet, og Lykketoft har allerede meldt ud, at vi alle bør arbejde mere. Det betyder, at kommende overenskomstforhandlinger i år og til næste år nemt kan ende i nye konflikter, hvis arbejdernes krav om mere fritid og mere i løn ikke kan indfris.

På globalt plan vil vi sikkert se krisen spidse til i Asien, hvor især Sydkorea og Malaysia kan opleve store oprør, og hvor Kina for alvor kan blive revet med ned i krisens malstrøm. En anden global tendens vil være opdukken af flere og flere regionale stormagter (Indien, Pakistan, Israel, der alle er atommagter, Brasilien, Iran og Irak, Sydafrika osv.), der alle vil kæmpe for øget indflydelse og øget kontrol over ressourcerne og markederne. Især i Afrika, og måske også i det naturkatastrofehærgede Mellemamerika, vil vi sikkert se flere krige. Samtidig bliver den eneste tilbageværende supermagt, USA, mere og mere desperat og får sværere og sværere ved at påtvinge verden sit overherredømme.

1998 var et farligt år for verdens herskere. 1999 kan vise sig at blive mindst lige så farlig.

Frank Antonsen

 

 

www.socialister.dk – 16. juli 2024 kl. 07:30