[ Socialistisk Revy nr. 11 ]
Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 11

Udskriv artikel

 

Nr. 11

Side 1
· Nej til Nyrups arbejdsgiverpolitik

Side 3
· Kampprogram for et solidarisk samfund

Side 4
· Hospitalskaos
· Tillid til Lykketoft?
· Simonsens menneskejagt
· Den hvide mands byrde
· Er der ikke råd?
· Prisfuskerne

Side 5
· Privat effektivitet
· Simonsens forbilleder?
· Arbejdsgiverne indrømmer fusk
· Nyt løftebrud på vej
· Dræb med et smil
· Studenteroprør

Side 6
· Tilpasning til liberalisme gav bagslag

Side 7
· Begyndelsen til enden for Socialdemokratiet?

Side 8
· Kommer der nye indgreb?
· På vej mod konflikt

Side 9
· "Nu er det nok!"

Side 10
· Skandale på Scandlines
· Forfølger flygtninge

Side 11
· Derfor elsker markedet Euro'en

Side 12
· En iscenesat konflikt

Side 13
· Nedlæg NATO

Side 14
· 1998: Liberalismens nedtur

Side 16
· Trotskijs aktionsprogram: Fra isolation til revolution

Side 18
· Kampen for arbejdermagt

Side 21
· Amerikas Uforenede Stater

Side 23
· 13.000 års historie

Side 24
· Modstandens teori

Side 25
· Video: Filmen du ikke må se for Big Mac
· Den kolde krig (DR2)

Side 26
· Den revolutionære tradition siden Trotskij

Side 27
· Efterlønsaktion i Århus

Side 28
· Sexmisbrugshysteri

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 18 – Januar 1999

Udskriv

Marxismens klassikere

Trotskijs aktionsprogram:

Kampen for arbejdermagt

De færreste tror på, at arbejderne kan tage magten og styre samfundet eller blot udfordre systemet. Alligevel er det sket gang på gang

På hver eneste arbejdsplads eller skole kan man høre klager over, hvor uretfærdigt samfundet er, og om at det hele burde være anderledes. Alligevel tror de færreste på, at det er muligt, at tingene kan ændres grundlæggende. Når socialister siger, at hvis blot arbejderne tog kontrollen over hele samfundet, så kunne vi begynde at løse de problemer, der plager os, så sukker de fleste dybt – og gentager de sidste 150 års argumenter for, at det ikke kan lade sig gøre.

Alligevel har arbejdere i mere end 150 år gang på gang kæmpet imod systemet. Det sker, fordi samfundet er opdelt i klasser, som konstant er i en ulmende konflikt med hinanden. Nogle gange blusser konflikten mellem klasserne op og tvinger hver enkelt arbejder til at tage stilling for eller imod kampen. Skal man gå sammen med kollegerne imod arbejdsgiveren? Sammen med de andre forældre imod kommunen? Sammen med sygehuspersonalet mod nedskæringspolitikerne?

Når mange arbejdere vælger klassesolidariteten frem for underkastelsen, er alt muligt. Mere end noget andet er kollektiv arbejderkamp en direkte trussel mod den herskende orden. Oplevelsen af kollektiv magt frigør mange af de ressourcer hos hver enkelt, som til daglig er undertrykt. Mange arbejdere begynder at stille spørgsmål ved de ideer, der fastholder den herskende orden. Kampen kan ikke kun forandre samfundet, men også de mennesker, der deltager i den.

De fleste kampe er lokale eller begrænset til en enkelt branche. Men hvis samfundet i forvejen er i krise, hvis magthaverne er usikre, hvis arbejderne er godt organiserede, hvis de kan gennemskue magthavernes ideologiske apparat, og hvis de er i stand til at samle andre arbejdere omkring sig – så er der en reel mulighed for arbejdermagt over hele samfundet.

Vi bringer her et uddrag af Charlie Kimbers pjece Kampen for arbejdermagt, der både giver historiske eksempler og retningslinjer for kampen i dag.

Den første arbejderstat opstod i Paris i 1871. Arbejderne dannede deres egen regering og afskaffede den professionelle hær og politiet. Samtlige embedsmænd blev valgt demokratisk og fik en gennemsnits arbejderløn. Arbejderne valgte repræsentanter til alle beslutningstagende organer. I modsætning til vore dages parlamenter kunne disse repræsentanter omgående trækkes tilbage – hvis de folk, der havde valgt dem, ikke brød sig om deres handlinger, kunne de smide dem ud.

Den franske regering knuste Pariserkommunen og slagtede 20.000 af deltagerne. Men modellen for en ny slags magt var blevet skabt.

Bevægelsen for en arbejderstat tog endnu et kæmpe skridt fremad i Rusland i 1905. Revolutionen skabte en organisationsform, der var baseret på arbejdernes magt på arbejdspladsen – sovjetter eller arbejderråd.

Det begyndte som en strejkekomite for typografer, der forlangte også at blive betalt for at sætte kommaer og punktummer, men komiteen voksede til et organ, som repræsenterede alle byens arbejdere. Den anførte en revolution mod statsmagten.

Revolutionen i 1905 blev knust, men sovjetterne genopstod i stor skala, da februarrevolutionen i 1917 væltede zar Nikolaj II. Denne gang indeholdt komiteerne ud over arbejdere også de millioner af soldater, der gjorde oprør mod Ruslands deltagelse i første verdenskrig. Komiteerne udgjorde en direkte udfordring af selve statsmagtens grundlag – dens monopol på væbnet magt.

Den regering, der havde afløst zaren, fandt sig stillet over for det, der i realiteten var en arbejderregering. En sådan dobbeltmagtsituation er ustabil. Enten vil kapitalistklassen angribe arbejderrådene for at genskabe sin kontrol, eller også vil rådene vælte staten og selv tage magten. I oktober 1917 tog sovjetterne magten, anført af bolsjevikpartiet.

Små strejker stiller spørgsmål ved den herskende klasses ideer. Massestrejker forandrer hele samfund. Under revolutioner bliver millioner af mennesker selv forandret, mens de ændrer samfundet. John Reed, en amerikansk revolutionær, beskrev stemningen i Petrograd, den russiske revolutions hjerte.

Der var "møde hver aften og hele dage holdtes uendelige hidsige diskussioner. På gaderne blev opløbene større hen imod aften og drev i langsomme, magelige tidevandsbølger op og ned ad strøggaderne, ivrige ude efter nye aviser."

Da kontrarevolutionære tropper forsøgte at smadre arbejderstaten, "lød fabriksfløjterne hele horisonten rundt. Titusinder af arbejdere strømmede ud, mænd, kvinder og børn, med rifler, hakker, spader, trådruller, patronbælter over deres arbejdstøj ... Et umådeligt, spontant udbrud fra en by, dets mage aldrig set før! Dette var deres slag, for deres verden, de kommanderende officerer var valgt af dem."

 

Reed vendte tilbage til byen med de sejrende arbejdere. "Over horisonten spredtes glitrende lys fra hovedstaden. Den gamle arbejder kørte med én hånd på rattet, mens han med den anden gjorde en drabelig gestus, som ville han omfavne den fjerne, strålende hovedstad. 'Min!' råbte han med lysende ansigt. 'Min by nu! Mit Petrograd!'"

De arbejdere, der kæmpede for deres egen stat, der for første gang følte, de havde kontrol over deres eget liv, var ikke grundlæggende anderledes end arbejdere i dag. Kiggede man på det russiske samfund, som det så ud få år før revolutionen, ville enhver kunne finde arbejdere, der accepterede deres herskeres ideer. Da zaren blev kronet blev 200 mast til døde i et forsøg på at komme til at røre hans klæder.

Deres revolution forandrede dem. Og den var med til at forandre millioner af andre. Den var højdepunktet for en kampbølge, der rystede Europa fra ende til anden.

I Tyskland styrtede arbejderråd kejseren og trak landet ud af krigen. Italien blev rystet af to år med intens klassekamp, der kulminerede da hundredvis af arbejdere besatte deres fabrikker i 1920.

Disse revolutioner blev smadret, men arbejderråd dukkede op igen overalt, hvor arbejdere styrtede de gamle herskere og begyndte at opbygge et nyt samfund. Under den spanske revolution i 1936 var Barcelona under arbejderkontrol.

George Orwell skrev denne stærke beskrivelse: "Det var første gang, jeg havde været i en by, hvor arbejderklassen sad i sadlen. Praktisk talt enhver bygning af en vis størrelse var blevet beslaglagt af arbejderne og draperet med røde flag eller med anarkisternes røde og sorte flag; på alle mure var der indkradset hammer og segl med de revolutionære partiers initialer; næsten alle kirkerne var udbrændte, og deres helgenbilleder var brændt.

 

Alle forretninger og cafeer bar inskriptioner, der fortalte, at de var blevet kollektiviseret; selv skopudserne var blevet kollektiviseret, og deres kasser var malet røde og sorte. Tjenere og ekspedienter så direkte på én og behandlede én som deres ligemand. Servile og ceremonielle talemåder var midlertidigt forsvundet. Det var ved lov forbudt at give drikkepenge."

Arbejderråd opstod igen i Ungarn i 1956, da masserne gjorde oprør mod Rusland og dets marionetstats brutale styre. I nyere tid blev der organiseret fabriksråd i det oprør, der afsluttede 50 års højreorienteret diktatur i Portugal. De beviste potentialet for revolution i Vesteuropa.

I Polen i 1980 gik Solidaritet langt videre end til blot at organisere en fagforening. Den truede direkte den herskende klasses og deres russiske støtters magt. For en tid var regimet tvunget til at indrømme den ene sejr efter den anden til arbejderbevægelsen. Men Solidaritet blev da stillet over for valget mellem enten at vælte staten eller selv gå til grunde. Fordi bevægelsen manglede et revolutionært lederskab, blev den først tvunget under jorden og siden absorberet i den herskende klasses strategi. I dag gennemfører Solidaritets tidligere leder, Lech Walesa, angrebene på arbejderklassens levevilkår.

Men ethvert arbejderråd, der nogensinde har eksisteret, tilbyder en vision om et rationelt og anstændigt samfund. I hvert enkelt tilfælde var der den samme 'de undertryktes festival'. Almindelige mennesker tørstede efter information, og alt blev diskuteret. Russiske arbejdere flokkedes for at høre foredrag om græsk drama. Portugisiske arbejdere diskuterede litteratur og poesi.

Normalt var det altovervejende flertal afskåret fra nogen virkelig kontrol over deres liv. Når arbejderrådene tog magten, gav følelsen af kollektiv magt hver enkelt muligheden for at udtrykke sig.

Afstemninger var ikke en lejlighedsvis undtagelse i et liv, der ellers bestod i at modtage ordrer. Det var selve hverdagens puls. Hvert eneste offentligt kontor blev bemandet med en valgt repræsentant fra de almindelige arbejderes rækker og underkastet deres kontrol eller muligheden for at blive afsat til hver en tid.

Det er det, Marx mente med "proletariatets diktatur" – det altovervejende flertals styre over det lillebitte mindretal, der hidtil havde undertrykt og udbyttet millioner.

Almindelige mennesker nød deres liv mest demokratiske øjeblik. Men det var et meget "udemokratisk" system for de tidligere udbyttere. Deres rigdom og privilegier var i farezonen, og de råbte og skreg om, hvor uretfærdigt det hele var.

I hvert eneste tilfælde, bortset fra Rusland i 1917, knuste de gamle herskere arbejderrådene og indsatte autoritære regimer eller et parlament, der beskyttede deres interesser. Omkring deres demokratis banner samlede de folk i partier som Socialdemokratiet, der stod fast på, at arbejdermagt var udemokratisk, og at parlamentet var den eneste vej frem.

I Rusland styrede arbejderrådene i nogle få år samfundet og etablerede et demokrati, der langt overgik alt, hvad der ellers har eksisteret før eller siden. Den revolution blev kvalt og knust. Det stalinistiske bureaukrati smadrede arbejdermagten og blev en tyrannisk herskende klasse.

Men ideen om arbejderråd vil dukke op igen overalt, hvor arbejdere prøver at opbygge et andet samfund.

 

Kan arbejderne styre et kompliceret, moderne samfund? Mange på venstrefløjen vil påstå, at det måske var muligt i 1800-tallet, men at det er umuligt for arbejdermagt at fungere i dag.

De siger, at markedet er den eneste måde at styre verden på, og at planlægning af en så kompliceret økonomi er umulig og vil føre til tyranni. Men på trods af al deres snak om "det frie marked", lever vi allerede i et samfund, der er mere planlagt end nogensinde før – ikke for at tilfredsstille folks behov, men for at opnå de største profitter.

En lille håndfuld firmaer dominerer hver eneste sektor af økonomien. Gigantiske fødevarekoncerner som United Fruit dominerer landbruget, mens et par selskaber som Ford, General Motors, Volkswagen, Nissan og Honda dominerer bilindustrien. I Danmark sidder FDB og Dansk Supermarked på omkring 80% af dagligvarehandelen.

Det, disse firmaer producerer, er planlagt og besluttet ikke måneder, men år i forvejen. Enorme investeringer i maskineri, råvarer og fabrikker planlægges over en lang periode.

Ingen regering giver markedet frit spil. Den amerikanske regering, der påstår, at den er den mest ivrige fortaler for markedskræfterne, pumpede over 2000 mia. kroner i banksystemet, da de amerikanske sparekasser var ved at kollapse. Vestlige regeringer samarbejder for at finde en måde at redde luftfartsindustrien. Uden statsstøtte ville halvdelen af selskaberne gå bankerot.

Selv højreorienterede regeringer ved, at utæmmede markedskræfter betyder kaos. Der findes ikke noget mere planlagt end de massive troppebevægelser og materieltransporten til Golfen før krigen i 1991.

Planlægningen i Østeuropa slog fejl af samme årsag, som den slår fejl i Vesten. Den er ikke baseret på at organisere et rationelt system med det formål at tilfredsstille flertallets behov. Dets mål er snarere at kontrollere et stærkt konkurrencepræget system, der har en tendens til kriser, i et lille mindretals interesser.

Ægte planlægning nedefra kan begynde at løse alle de problemer, vi står overfor, fra forurening til arbejdsløshed eller hungersnød. Produktion under arbejdernes kontrol og planlægning ville være samfundets egentlige grundlag. Men der ville være mange andre foranstaltninger, en arbejderregering ville tage for straks at forbedre almindelige menneskers liv. De titusindvis af landsteder, paladser og godser, de rige ejer, kunne overgives til de familier, der i dag er stuvet sammen i herberger og betonslum. Den teknologi, der laver limousiner, kan lave ordentlige busser og sikre jernbaner.

En arbejderregering ville organisere fælles vuggestuer, børnepasning, restauranter og vaskerier, som vil frigøre kvinderne fra byrden af at skulle opfostre børn. Den ville sætte læreanstalter og skoler under kontrol af dem, der bruger dem, især de studerende.

Vi kunne afskaffe det spild, der går til chefernes høje gager, Rolls Royces, festmiddage og gilder. De millioner, der bruges på ceremoniel, kunne i stedet bruges til at opfylde reelle behov.

Ved at bevæbne arbejderne og danne arbejdermilitser, vil den nye stat være i stand til forsvare sig mod en kontrarevolution. Men når denne trussel bliver mindre – hvad den vil, hvis revolutionen er i stand til at overvinde kapitalisterne både på hjemmefronten og i udlandet – vil denne undertrykkende statsfunktion svinde bort.

Det perverse spild af ressourcer på våben og krig ville høre op.

FN's udviklingsprogram, UNDP, vurderer, at den samlede pris for at indføre og opretholde grunduddannelse, et grundlæggende sundhedssystem, tilstrækkelig mad og hygiejniske vand og kloakeringsforhold for alle vil koste omkring 40 mia. dollars om året – mindre end 4% af de 225 rigeste menneskers samlede formue. På bare ti dage bruger verdens herskere det halve på militær, og USA brugte 20 mia. dollar på deres indgriben i Mellemøsten, allerede inden de gik i gang med at bombe Irak under Golfkrigen.

En arbejderstat ville gøre en ende på den ødelæggelse af miljøet, de store firmaer i øjeblikket er i gang med i deres endeløse jagt på profit uanset omkostningerne for samfundet som helhed. Arbejderklassen er ofre for forureningen. Samtidig bor de i de mest overbefolkede dele af byerne, har den dårligste offentlige transport og er mest overladt til at spise færdiglavet mad med flest skadelige ingredienser.

En verden, hvor seks milliarder mennesker samarbejder i stedet for at være kastet ud i konkurrence af kapitalismen, ville gøre en ende på overbefolkning, skaffe sikker og anstændig transport og producere ordentlig mad. Den ville anvende og forbedre den forureningsbekæmpende teknologi, der allerede findes, på verdens enorme produktivkræfter til at skaffe flere af de ting, alle har brug for, uden at ødelægge jorden.

 

En arbejderstat ville være nødt til at sprede revolutionen internationalt. Socialisme i ét land er umuligt, fordi verdenskapitalismen før eller siden enten vil vælte en isoleret revolution med magt, eller det samme vil ske som i Rusland. Den isolerede russiske økonomi blev tvunget til at konkurrere på verdensmarkedet på den internationale kapitalismes præmisser. Resultatet var, at kapitalismen vendte tilbage. De russiske arbejdere blev brutalt udbyttet, da Stalin opbyggede nye industrier for at kunne konkurrere med Vesten.

I dag er verdensøkonomien langt mere integreret end i 1917. De betingelser, der ville udløse en revolution i én del af systemet, ville være tilsvarende andre steder. Derudover vil en revolution i ét land give en kraftig inspiration til forandring i resten af verden. Den ville vise, at socialisme stadig er relevant, og at den herskende klasse kan overvindes.

De reformistiske partier har vendt ryggen til enhver ide om en grundlæggende forandring af samfundet. De afviser pure arbejderrådenes tradition og ideen om arbejdermagt. Men det er den tradition, der som den eneste tilbyder en vej ud af det system, som bringer os kriser, fattigdom, sult og krig.

Behovet for arbejderråd har aldrig været større. Vi har brug for en organisation, der slås for det.

 

Oversat af Frank Antonsen

The Struggle for Workers Power
Charlie Kimber

 

 

www.socialister.dk – 16. juli 2024 kl. 08:56