Med Acts of Resistance forsøger den franske sociolog Pierre Bourdieu at "levere nogle brugbare våben til alle dem, der stræber efter at modstå neoliberalismens svøbe." Og Bourdieu er ikke en hvem som helst. Han er ved at blive, hvis han ikke allerede er det, en af de mest populære tænkere i akademiske miljøer. Dagbladet Information mener, at han er for de venstreintellektuelle i Frankrig i dag, hvad Jean Paul Sartre var i 1960'erne.

Acts of resistance er en samling artikler, interviews og taler, som alle har en brod imod myterne om den frie markedsøkonomi. De fleste er fra tiden efter den franske storstrejke i december 1995, som Bourdieu ser som et vendepunkt i kampen mod neoliberalismen, fordi den skitserede et andet socialt projekt end det, han kalder "den konservative revolution" dvs. liberalismen.

Den konservative revolution er først og fremmest idéen om at fjerne de dele af staten, som de befolkningsgrupper, der står uden for den herskende klasse – med Bourdieus ord "dominerende grupper" – har tilkæmpet sig. Det vil sige sundhed, uddannelse, sociale foranstaltninger osv. Så der tilbage står statens undertrykkelsesapparat militær, politi, domstole og fængselsvæsenet.

Et alternativt projekt må tage udgangspunkt i at erobre og udvide dele af staten. Han mener dermed ikke, at staten er neutral og uden videre kan overtages af andre end dem, der i dag har magten og privilegierne. Men tidligere sociale kampe har resulteret i, at staten har påtaget sig en række opgaver, som ikke er i den herskende klasses interesser. Og dele af statsapparatets ansatte vil være overbeviste om, at deres rolle er at hjælpe almindelige mennesker. De vil derfor være en mulig alliancepartner for et nyt socialt projekt, når regeringens nedskæringer umuliggør deres arbejde.

Det er en af grundene til, at Bourdieu ser de offentligt ansattes storstrejke som begyndelsen på dette nye projekt.

I en vis forstand har Bourdieu ret, fordi langt de fleste offentligt ansatte er en del af arbejderklassen, som vil reagere mod forringelser af deres arbejds- og levevilkår. Det er også rigtigt, at dele af staten er et resultat af en social kamp for velfærd for arbejderklassen. Men Bourdieu overser, at den måde staten varetager disse opgaver, er i overensstemmelse med den herskende klasses interesser. Arbejdsministeriets opgave er ikke kun at udbetale understøttelse til de arbejdsløse. Det er også at kontrollere dem og sende dem i tvangsaktivering. Det er ikke kun undervisningsministeriets opgave at bibringe de unge mere viden, men også gennem karakter- og eksamensræs at sortere de unge i klasser og tilpasse dem til erhvervslivets behov. Den kapitalistiske stat er derfor ikke på længere sigt nogen løsning på de sociale problemer.

Et andet hovedtema i bogen er de intellektuelles rolle i kampen mod neoliberalismen. Bourdieu ser ikke bare den konservative revolution som en praktisk ført politik, men i høj grad også som en altomfattende ideologisk tankegang, som har sneget sig ind alle vegne – selv i vores sprog og i vores opfattelse af den rene fornuft – takket være den herskende klasses monopol på medierne. Neoliberalismens reneste fornuft er den økonomiske teoris matematik, som foreskriver økonomiske nødvendigheder, fx globaliseringen, som ingen kan modstå.

Neoliberalismen må ifølge Bourdieu bekæmpes på sin egen banehalvdel. Det kræver en stor indsats fra de intellektuelle, som må gå op mod de liberalistiske myter på disses egne præmisser. Når den herskende klasse begrunder sociale nedskæringer med økonomisk nødvendighed, er det de intellektuelles opgave at påpege, at nedskæringer på længere sigt er meget mere omkostningsfulde. Det er de intellektuelles rolle at påpege, at bekostelige sociale problemer i dag skyldes en fejlagtig politik ført for ti, tyve år siden. Denne opgave er samfundsforskere bedst til, fordi det nu engang er deres job at gøre det.

Han kritiserer marxismen for ikke at vægte betydningen af teori nok. Det er åbenlyst en uretfærdig kritik al den stund, at Marx selv brugte mange år af sit liv til at udvikle en videnskabelig teori om, hvordan kapitalismen fungerede og som følge heraf en videnskabelig teori om, hvordan samfundet skulle ændres. Der er snarere tale om en uenighed om, hvem de intellektuelle er. Bourdieu tager udgangspunkt i det eksisterende samfunds arbejdsdeling mellem arbejdere og intellektuelle, hvor de intellektuelle er forfattere, kunstnere og videnskabsmænd. I modsætning hertil udviklede den italienske revolutionære socialist, Antonio Gramsci, en opfattelse af, at alle klasser udviklede deres egne intellektuelle, som giver klassen en homogenitet og bevidsthed om dens funktion. Det lag af professionelt intellektuelle Bourdieu taler om, ville Gramsci kategorisere, som den herskende klasses intellektuelle, som fx præsteskabet var det feudale jordaristokratis intellektuelle. Arbejderklassen danner sine egne intellektuelle, som forholder sig bevidst til dens rolle og placering i samfundet. Socialister, der ser arbejderklassen som den klasse, der kan indføre socialismen fra neden, er et intellektuelt lag i arbejderklassen uden nødvendigvis at have gået på noget universitet.

Gramscis pointe er, at de intellektuelle svar, som arbejderklassen har brug for, må udvikles i det, han kalder organisk sammenhæng med klassen. Det vil sige ikke på universiteter og andre statslige institutioner, som er domineret af den herskede klasses tankegang. Men i socialistiske organisationer, som er i direkte kontakt med arbejderklassen og dens kampe.

Med sin vægt på den intellektuelles rolle, er det ikke underligt at Bourdieu appellerer til akademiske miljøer – det gør hans sprog i øvrigt også. Men man skal ikke tage fejl af, at han ser oprøret fra neden som den kraft, der kan forandre samfundet. Dette illustreres af hans tale til de strejkende på Gare de Lyon i Paris i december 1995, hvor han udtrykte sin "virkelige solidaritet med dem, som nu kæmper for at forandre samfundet."

Der er derfor al mulig grund til at hilse Bourdieu velkommen i den intellektuelle debat. Men Bourdieus teorier er ikke vidtgående nok. Ved at isolere rødderne til sociale problemer til neoliberalismen og ikke kapitalismen som et hele, og med sin teori om, at et andet projekt må bygge på en udvidelse af den kapitalistiske stat, leverer han kun en teori for modstand – ikke en teori for revolution.

Tom Christiansen

Toppen af siden

www.socialister.dk – 6. maj 2024 kl. 11:11

Socialistisk Revy nr. 11 jan 1999

Temasider

Nr. 11

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 24 – Januar 1999

Anmeldelser

Bøger

Modstandens teori

Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999