[ Socialistisk Revy nr. 11 ]
Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 11

Udskriv artikel

 

Nr. 11

Side 1
· Nej til Nyrups arbejdsgiverpolitik

Side 3
· Kampprogram for et solidarisk samfund

Side 4
· Hospitalskaos
· Tillid til Lykketoft?
· Simonsens menneskejagt
· Den hvide mands byrde
· Er der ikke råd?
· Prisfuskerne

Side 5
· Privat effektivitet
· Simonsens forbilleder?
· Arbejdsgiverne indrømmer fusk
· Nyt løftebrud på vej
· Dræb med et smil
· Studenteroprør

Side 6
· Tilpasning til liberalisme gav bagslag

Side 7
· Begyndelsen til enden for Socialdemokratiet?

Side 8
· Kommer der nye indgreb?
· På vej mod konflikt

Side 9
· "Nu er det nok!"

Side 10
· Skandale på Scandlines
· Forfølger flygtninge

Side 11
· Derfor elsker markedet Euro'en

Side 12
· En iscenesat konflikt

Side 13
· Nedlæg NATO

Side 14
· 1998: Liberalismens nedtur

Side 16
· Trotskijs aktionsprogram: Fra isolation til revolution

Side 18
· Kampen for arbejdermagt

Side 21
· Amerikas Uforenede Stater

Side 23
· 13.000 års historie

Side 24
· Modstandens teori

Side 25
· Video: Filmen du ikke må se for Big Mac
· Den kolde krig (DR2)

Side 26
· Den revolutionære tradition siden Trotskij

Side 27
· Efterlønsaktion i Århus

Side 28
· Sexmisbrugshysteri

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 16-17 – Januar 1999

Udskriv

Marxismens klassikere

Trotskijs aktionsprogram:

Fra isolation til revolution

"Situationen i Frankrig stiller hele den bevidste arbejderbevægelse over for en opgave med et kort perspektiv: Enten vil proletariatet i løbet af 6 måneder, et år eller måske de kommende to år, tilintetgøre fascismen og tage et voldsomt skridt fremad, helt frem til kampen om magten, eller det vil selv blive tilintetgjort, og hele Europa vil blive skueplads for fascistisk tyranni og krig."

Sådan skrev Trotskij i juni 1934. I Tyskland var nazisterne kommet til magten året forinden. Den tyske arbejderbevægelse, verdens største, blev smadret, fordi dens ledere, såvel socialdemokrater som stalinister, nægtede at gå sammen i en enhedsfront for at bekæmpe Hitlers nazister. I Italien havde Mussolini været ved magten i over ti år. Den 6. februar 1934 forsøgte de franske fascister at storme parlamentet, men blev slået tilbage. Få dage senere blev de østrigske arbejdere smadret trods heroisk modstand.

Fascismens fremvækst kom på baggrund dels af en økonomisk verdenskrise, dels af de etablerede partiers manglende evne til at stille noget op imod den. Krisen havde nu varet i 4 år, og såvel arbejdere som bønder led under den. Millioner var arbejdsløse, lønnen faldt, bønder og småhandlende gik fallit. I flere år havde de franske arbejdere måttet bøje sig for nedskæringer og faldende realløn. Regeringspartiet, de Radikale, et småborgerligt centrumparti, mistede nu hurtigt støtte. Småborgerskabet var desperat, og fascisterne lovede de radikale løsninger, som de Radikale ikke kunne tilbyde.

Over for en så dybtgående krise havde heller ikke arbejderpartierne noget troværdigt alternativ. Hverken Socialistpartiet eller det langt mindre kommunistparti var kamporganisationer, men snarere bureaukratiske apparater, som mest var optaget af at bevare deres parlamentariske og faglige positioner. Kommunistpartiet led oven i købet af den samme sygdom som det tyske: En sindssyg ultra-venstre opfattelse dikteret fra Stalin i Moskva. Socialistpartiet var som støtteparti til regeringen belastet af dens nedskæringer.

Hvordan skulle en lille gruppe af revolutionære socialister kunne påvirke denne udvikling? Nøglen til at ændre den lå hos arbejderklassen, men arbejderklassens lederskab var – som så ofte før og siden – bundet til systemet gennem en reformistisk ideologi. I en situation, der krævede revolutionære svar.

Den lille gruppe af franske trotskister (de var næppe mere end 100) havde i årevis krævet, at socialister og kommunister skulle gå sammen i en enhedsfront for at bekæmpe den fremvoksende fascisme. Og det gav nok en vis bredere sympati for trotskisterne, men kun meget få nye medlemmer. Skulle enkelte militante arbejdere endelig finde vej til deres organisation, ville de oftest blive skræmt væk af interne skænderier, som sjældent havde forbindelse til den virkelige klassekamp.

Seriøsitet

I flere år havde Trotskij kritiseret dem for manglende seriøsitet: „De er et hundrede procent villige til at vedtage det mest revolutionære program, men sætter rasende hælene i, når det er nødvendigt at tage det første skridt til at virkeliggøre det."

Det handlede altså både om at vinde opbakning for revolutionære svar blandt bredere grupper af arbejdere, men samtidig også om at ændre de revolutionæres organisation, deres perspektiv og praksis.

Hverken socialisterne, SFIO, eller kommunisterne, PCF, reagerede på fascisternes kupforsøg den 6. februar. Til gengæld følte de faglige ledere meget mere direkte det pres, som arbejderpartiernes parlamentarikere kunne ignorere. De indkaldte til en en-dags generalstrejke den 12. februar, som alene i Paris fik 1 millioner arbejdere til at nedlægge arbejdet. Da de to store partiers demonstrationer mødtes, hørtes fra begge sider råbet „Unité! Unité!" – Enhed! Enhed!

Dagen efter denne 24-timers enhed fortsatte arbejderpartierne deres vante politik; men på gulvplan voksede der stribevis af modstandskomiteer op, som mobiliserede mod fascisterne. Blandt arbejderne var der altså et bredt ønske om at gå til modstand. Trotskij skrev Aktionsprogram for Frankrig i juni 1934 som et redskab til at skabe en forbindelse mellem arbejdernes ønske om forandring og det bredere perspektiv om, at det var nødvendigt med en arbejderrevolution.

Aktionsprogrammet forklarede, at situationen var alvorlig: Truslen om fascisme og verdenskrig lå umiddelbart forude, hvis ikke borgerskabets planer blev stoppet. Den eneste redning var, at alle arbejdende, arbejdere og småbønder, tog kontrol over kapitalisternes rigdomme. Forretningshemmelighederne måtte afskaffes, og fabrikskomiteer, småbondekomiteer osv. måtte sætte banker, industri og handel under offentlig kontrol.

Aktionsprogrammet opstillede nogle konkrete krav, som umiddelbart kunne forbedre arbejdernes og småbøndernes situation: 40-timers arbejdsuge, lønstigninger, social sikkerhed, ligeløn og lige rettigheder også for kvinder, unge og udenlandske arbejdere. Lige rettigheder for landarbejdere. Stop for udpantning af småbønder. Ekspropriation af de store godser, som i stedet skulle drives af lokale småbondekomiteer.

I stedet for det statslige bureaukrati, som kun tjente borgerskabets interesser, stillede Aktionsprogrammet krav om offentlig service til gavn for de arbejdende masser. Det krævede lige politiske rettigheder for soldater og ret til valg af soldaterkomiteer; fyring af reaktionære og fascistiske officerer, som udgjorde en trussel om statskup; opløsning af politiet og valg af dommere – altså folkets kontrol over staten i stedet for statens kontrol over folket.

Aktionsprogrammet handlede ikke kun om umiddelbare faglige eller sociale krav. Det krævede også selvbestemmelse for de folkeslag, der var undertrykt af Frankrig, både i Europa (Alsace-Lorraine) og i kolonierne. Og det forklarede, at kun et Arbejdernes og Bøndernes Forende Europæiske Stater kunne forhindre krigen.

Programmet forklarede, hvordan borgerskabet var godt i gang med at nedbryde selv det begrænsede demokrati og erstatte det med en autoritær stat. Alternativet var at erstatte den kapitalistiske stat med en proletarisk stat under kontrol af arbejdere og småbønder. Som et umiddelbart krav måtte de demokratiske partier, specielt de såkaldt „demokratiske socialister", tage deres eget program alvorligt og afskaffe det franske overhus, Senatet.

Sammenligner man de konkrete krav med i dag, er der selvfølgelig forskelle – først og fremmest den, at bønderne i dag ikke spiller nogen væsentlig rolle, mens de i 30'erne udgjorde omkring halvdelen af befolkningen. Og selv om programmet ikke skal vurderes efter situationen i dag, er det alligevel slående, hvor aktuelle mange af kravene er – og hvor lidt der er sket på 65 år: Ligeløn for kvinder, unge og udenlandske arbejdere eksisterer måske formelt, men langt fra reelt. Den sociale sikkerhed og den offentlige service udhules for arbejderklassen. Kontrollen over samfundet ligger hos en lille privilegeret minoritet. Den økonomiske verdenskrise er også i dag rammen for den retning, samfundet går.

Rød tråd

Det går som en rød tråd gennem hele aktionsprogrammet, at alternativet til kapitalistisk kaos og truslen om fascisme og krig er, at arbejderne styrker deres kollektive organisering og tager kontrol over de ting, der berører deres dagligdag. En lang række af Aktionsprogrammets konkrete krav kunne formelt set gennemføres ad parlamentarisk vej; men i virkelighedens verden kræver det en høj grad af organisering og mobilisering af arbejderklassen, hvis det skal ske.

Kernen i Aktionsprogrammet er, at det skaber en forbindelse fra arbejdernes umiddelbare krav om forandring til perspektivet om socialistisk revolution. I en situation, hvor mange arbejdere føler behovet for forandring, men hvor deres ledere ikke har nogen bud på, hvordan det kan ske (eller direkte afviser deres krav), kan et program, som også anviser midlerne til dets gennemførelse, være et redskab for revolutionære socialister til at komme i diskussion med og mobilisere bredere grupper, end de ellers kunne. Programmet skaber en bro fra det umiddelbare ønske om forandring til revolutionære ideer og kampmetoder.

Men et program alene ændrer ikke noget. Hvad kunne de franske trotskister bruge det til? Februar-kupforsøget betød begyndelsen på en radikalisering af de franske arbejdere, som i begyndelsen gav mere indflydelse til de franske trotskister. De havde lydhørhed i modstandskomiteerne og deltog i enhedsdemonstrationer med de store arbejderpartier. Deres ungdomsforbund, Ung-Leninisterne, skabte en anti-fascistisk ungdomsalliance.

I juli 1934 var arbejderpartierne så presset af kravet om enhed, at de indgik en „enhedspagt" – dog først efter at kommunisterne havde fået grønt lys fra Moskva. Enhedspagten var dog mere en parlamentarisk alliance end en opfordring til aktionsenhed på gulvplan.

Herefter blev det paradoksalt nok langt sværere. Deres hovedkrav – om en enhedsfront – så ud til at være opfyldt, og arbejderne fik igen tillid til SFIO og PCF. Trotskisterne måtte gøre sig til en del af enheden. De gik i en periode ind i Socialistpartiet som en åben fraktion. Det var nødvendigt, da det var enhedsfrontens partier, arbejderne orienterede sig mod. Og det var muligt, fordi Socialistpartiet var drejet betydeligt til venstre, efter at en højrefløj af neo-socialister var smidt ud af partiet året før. Sammen med entrismen i Socialistpartiet var Aktionsprogrammet med til at ændre de franske trotskisters organisation fra en abstrakt propagandagruppe til en organisation, der kæmpede i arbejderklassen for sine revolutionære ideer. I stedet for at stå på sidelinien blev de en del af den radikalisering blandt de franske arbejdere, som først toppede i juni 1936 med verdens hidtil største generalstrejke og fabriksbesættelser over hele landet.

Relevans

Trotskijs Aktionsprogram for Frankrig var et svar på en helt bestemt taktisk situation, som revolutionære socialister stod i i Frankrig i en kort periode fra foråret 1934 til efteråret 1935. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med det, nu 65 år senere?

Vi står ikke i dag over for truslen om en fascistisk magtovertagelse. Men der foregår over hele Europa et frontalangreb på velfærdsstaten. Ingen af arbejderpartierne har noget svar på krisen, og de færreste arbejdere har tiltro til dem. Alligevel ønsker arbejderne at bevare velfærdsstaten, og når der er en anledning, er mange også villige til at slås for det. Revolutionære socialister deler denne utilfredshed, og vi må gøre vores svar tilgængelige for bredere grupper af arbejdere. Perspektivet om en arbejderrevolution må gøres relevant for mange flere ved, at det bliver knyttet til den konkrete utilfredshed.

Som Trotskij skrev i juni 1934 under kampen for at dreje de franske trotskisters perspektiv:

"Det er ikke nok for en revolutionær at have korrekte ideer. Det er det revolutionære partis opgave at svejse de korrekte ideer sammen med den brede arbejderbevægelse. Kun på den måde kan en idé blive en drivkraft."

Jørn Andersen

 

Leon Trotsky: A Program of Action for France (1934)

 

 

www.socialister.dk – 16. juli 2024 kl. 08:16