I denne bog følger Tony Cliff udviklingen af det idesæt, der banede vejen for dannelsen af den Internationale Socialistiske Tendens i starten af 1950erne. Samtidig giver han en forklaring på udviklingen i kapitalismen efter krigen, og hvordan centrale begreber i den marxistiske tradition er blevet forvansket efter Stalins magtovertagelse i Sovjet.

Umiddelbart efter krigen var Stalins dominans over de kommunistiske partier så stærk, at kun en lille håndfuld socialister forblev loyale over for den revolutionære tradition. De fleste af disse var trotskister, men efter mordet på Trotskij i 1940 blev de splittet i forskellige konkurrerende tendenser.

En af grundene til denne splid var, at selv om Trotskij havde stået i spidsen for kampen mod det grusomme stalinistiske tyranni, havde han lavet nogle forudsigelser omkring følgerne af krigen, som viste sig ikke at holde stik. Trotskij mente, at Stalin ikke ville overleve krigen, at den vestlige kapitalisme efter krigen ville gå ind i en ny periode med krise, samt at arbejderklassen i de nye industrialiserede lande som i Rusland 1917 ville lede demokratiske revolutioner mod imperialismen og føre den videre i socialistiske revolutioner.

Men Stalin overlevede desværre krigen. Han fik endda mere magt end nogensinde. Vestens kapitalisme gik ikke ind i en dyb krise, men oplevede dens længste historiske periode med stabilitet. Og arbejderklassen i de mindre industrialiserede lande blev ikke ledende i anti-imperialistiske opstande. Disse kampe blev i stedet ført af relativt små grupper af revolutionære intellektuelle, hvoraf mange var fascineret af Stalins umiddelbare succes med transformationen af Sovjets bondeøkonomi til at blive den største supermagt udenfor USA.

Socialister, der var modstandere af stalinismen, havde to muligheder: Enten at se realiteterne i øjnene eller blive ved med at gentage alt, hvad Trotskij sagde, som var det en naturlov. Tony Cliff valgte det første. Hans første afstandstagen fra den fremherskende ortodokse trotskisme blev udløst af fremkomsten af stalinistiske regimer i Østeuropa og Kina.

I en række skelsættende artikler hævdede Cliff, at eftersom arbejderklassen ikke havde spillet nogen aktiv rolle i deres egen "befrielse", stod dette ikke kun i modsætning til den marxistiske tradition, men såede også tvivl om Trotskijs opfattelse af Stalins Rusland som værende en "degenereret arbejderstat". I Østblokken var transformationen gennemført af den russiske hær og i Kina af bevæbnede bønder. Efter hvilket kriterium kunne disse nye regimer kaldes socialistiske?

Dette betød, at Stalins regime og de, der prøvede at efterligne ham, godt nok havde fået en anden form, men indholdet var det samme som i vesten. I Marx' definition var kapitalismen kendetegnet ved anarki på markedet kombineret med tyranni på arbejdspladsen. Ydermere ville graden af udbytning i et land som Kina, hvor arbejderklassen havde lidt et kæmpe nederlag i 1920erne og hvor den industrielle produktion var meget lav, være endnu større end i vesten.

Cliff hævdede, at selv om det ikke lykkedes verdenskapitalismen at smadre Sovjetrepublikken i dens tidlige år, var der under Stalin sket en ændring af den økonomiske, sociale og politiske orden – til statskapitalisme. Stalin forsøgte at konkurrere militært med vesten, og selv om ingen af dem vandt, påtvang kampen de to modstandere en slags symmetri. Rusland var nødt til at opbygge et kæmpe militærapparat, som modstykke til verdensimperialismens våbenmagt. Stalin var i stand til at opnå militær ligestilling, men kun på bekostning af massive omlægninger i den russiske økonomi og rædselsfulde forhold for den russiske befolkning.

Den trussel, som den russiske statskapitalismes militærmagt var for vesten, banede vejen for udviklingen af en permanent våbenøkonomi, som var en hovedfaktor i den økonomiske fremgang efter krigen. Det mest åbenlyse bevis på den permanente våbenøkonomi var kampen mellem USSR og USA om atomvåben under koldkrigsårene. Men denne konflikt havde også store politiske implikationer, når det kom til lokale krige og konflikter. På den ene side forhindrede den tit direkte indblanden fra nogen af siderne i nyligt opståede nationer, og på den anden side fungerede det som to poler, hvor lokale herskende klasser og deres modstandere enten valgte at støtte Yankee-imperialisme eller sovjetisk statskapitalisme.

Men både det fri marked og statskapitalismen havde de samme interne modsætninger, hvilket vi i de sidste år har været vidne til. Den russiske økonomi kunne ikke konkurrere på samme vilkår som vesten. "Socialisme i et land" viste sig at være umuligt.

Den kritik, Tony Cliff udviklede i artiklerne, afviste ideen om blind tiltro til fordel for en videnskabelig tilgang til marxistisk teori. Sammen med hans teorier om statskapitalisme, den permanente våbenøkonomi og de "afbøjede" permanente revolutioner i ulandene, var han i stand til at reparere leddene i den intellektuelle kæde, som blev ødelagt under Stalin. Tilsammen gav disse tre bidrag en helt nyt ramme for genopbygningen af en ægte revolutionær tradition i de sidste 50 år og repræsenterer en formidabel præstation.

Jack Robertson,
Socialist Review 226

Kan købes gennem Internationale Socialisters Forlag

Toppen af siden

www.socialister.dk – 23. november 2024 kl. 18:09

Socialistisk Revy nr. 11 jan 1999

Temasider

Nr. 11

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 26 – Januar 1999

Månedens bog

Den revolutionære tradition siden Trotskij

Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999