De fleste i Socialdemokratiets top forventer, at det aktuelle dyk i meningsmålingerne vil være forbigående. Strategien er at gennemføre en stram økonomisk politik – og så slække på tøjlerne i det sidste år op til næste folketingsvalg.

Men det er yderst risikabelt. Erfaringerne fra New Zealands arbejderpartiregering i 1980'erne viser, at en sådan strategi kan bringe partiet på randen af selvmord.

New Zealands arbejderparti blev i 1984 båret til regeringsmagten på ryggen af en enorm utilfredshed med den hidtidige konservative regering. Men arbejderpartiet takkede for opbakningen ved i de næste seks år at føre krig mod arbejderklassen. Arbejderpartiets politik var en sand kopi af den politik, som Reagan og Thatcher førte i USA og Storbritannien i samme periode: Privatisering, begrænsning i strejkeretten, skattelettelser til de rige, lavere skatter for erhvervslivet, mens indførelse af moms plukkede penge fra arbejderne, stigende arbejdsløshed, lønnedskæringer og store besparelser på velfærden.

Forskellen var bare, at mens Reagan og Thatcher var åbenlyse repræsentanter for erhvervslivet, så var det i New Zealand et arbejderparti, der førte sparekniven.

Arbejderpartiets angreb skabte en enorm utilfredshed og vrede. Men vreden var meget diffus og manglede enhver form for ledelse. Selv om der var omfattende protester mod mange af Arbejderpartiets angreb, så var der ingen organisationer på venstrefløjen, som evnede at vende vreden til en egentlig kamp mod angrebene.

New Zealands arbejdere oplevede, at det parti, som de opfattede som deres eget parti, havde forrådt dem. Men fagbevægelsen afviste at organisere sine medlemmer til kamp mod Arbejderpartiet. I stedet prædikede det newzealandske LO – Council of Trade Unions (CTU) – "realisme" og argumenterede for, at arbejderne måtte acceptere nedskæringer "i nationens interesse". CTUs vigtigste anklage mod Arbejderpartiet var, at det ikke blev taget med på råd, og de så som deres vigtigste mål at få etableret trepartsforhandlinger sammen med arbejdsgiverne og Arbejderpartiet.

Resultatet af Arbejderpartiets forræderi, venstrefløjens svaghed og CTUs opgiven af at kæmpe var katastrofalt for Arbejderpartiet. Ved valget i 1990 blev Arbejderpartiet næsten halveret – mens de konservative på grund af den svage venstrefløj fik lejlighed til at opsuge mange af protesterne og vinde valget suverænt. Arbejderpartiets medlemstal styrtdykkede fra 100.000 i 1984 til blot 7.000.

Den ny konservative regering førte Arbejderpartiets angreb endnu videre. Strejker blev stort set illegale, og der blev lagt store begrænsninger på fagforeningernes mulighed for at forsvare arbejderne. Understøttelsen blev sænket og sundhedsvæsenet kraftigt beskåret. Til gengæld fik arbejdsgiverne foræret milliarder af staten – en økonom beregnede, at der i perioden 1990-96 blev overført omkring 10 milliarder kr. fra arbejderne til arbejdsgiverne.

De konservatives nye angreb blev mødt af den største bølge af protester i New Zealands historie. 300.000 arbejdere (en femtedel af arbejdsstyrken) demonstrerede, og mange gik i strejke. Men CTU fik dæmpet protesterne og afværgede en generalstrejke.

Resultatet var, at regeringen fik gennemført sin politik, og der bredte sig en udbredt disillusion i arbejderklassen – siden 1991 er antallet af fagligt organiserede faldet med omkring 40 pct.

Arbejderpartiets forræderi mod arbejderne har ført til dannelsen af nye partier på venstrefløjen. Et af dem, Alliance, førte sig i starten af 1990erne frem på krav om genopbygning af velfærdsstaten og forbedringer for de lavest lønnede. Ved valget i 1993 opnåede Alliance 18 pct. af stemmerne, og mange spåede, at partiet snart ville overhale Arbejderpartiet. Men jo større stemmetal partiet nåede i meningsmålingerne, desto mere anstrengte det sig for at blive stuerent på Arbejderpartiets betingelser. Alliance's store reformplaner blev stille og roligt modereret, og partiet holdt op med at organisere og støtte arbejderes og studenters kampe mod nedskæringerne. Resultatet blev, at Alliance kun opnåede 10 pct. ved det seneste valg i 1996.

Der er uhyggeligt mange paralleller mellem udviklingen i New Zealand og den seneste udvikling i Danmark. At Socialdemokratiets top vælger at begå politisk harakiri ved at forsvare arbejdsgiverne og angribe arbejderne er partiets eget ansvar. Men resultatet kan blive en katastrofe for arbejderklassen, hvis Anders Fogh og Venstre får lov til at opsuge protesterne for derefter at gennemføre endnu hårdere angreb på arbejderne. Alternativet er ikke at lukke øjnene for Nyrups angreb af frygt for det, der er værre, men at opbygge et socialistisk alternativ, der kan organisere kampen mod Nyrup.

Martin Johansen

Toppen af siden

www.socialister.dk – 23. november 2024 kl. 18:30

Socialistisk Revy nr. 11 jan 1999

Temasider

Nr. 11

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 11 – Side 7 – Januar 1999

Begyndelsen til enden for Socialdemokratiet?

Socialistisk Revy nr. 11
jan 1999