[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 7 – Juni 1998

Udskriv

Ved nærmere eftertanke

1968 i bakspejlet

af Chris Harman

Året 1968 forbindes stadig, her tredive år senere, med revolutionære forhåbninger. Og det var da også året med verdenshistoriens største strejke i Frankrig, de Sorte Panteres vækst i USA og det første sviende nederlag til de amerikanske tropper i Vietnam.

Men året begyndte elendigt for socialister i Storbritannien. De forhåbninger, store dele af venstrefløjen havde lagt i Labour op til valgene i 1964 og 1966 var forduftede. Fagforeningerne havde fundet sig i en seks måneder lang fastfrysning af lønnen efterfulgt af to års lønkontrol. Sømændene havde lidt nederlag efter en lang strejke og havnearbejderne var ikke blot blevet overvundet men også splittet, hvor aktivister i de to mest militante havne, Liverpool og London, gav hinanden skylden. Økonomiministeren Roy Jenkins fulgte en skrap økonomisk politik med nedskæringer i velfærden, huslejestigninger og et bevidst forsøg på at tvinge reallønnen ned især i den offentlige sektor.

Alligevel nægtede fagforeningslederne på landsplan at sætte sig op mod regeringen. Deltagerne i protestaktioner mod regeringens nedskæringer taltes i hundreder og ikke i tusinder. Der var en udbredt demoralisering blandt de aktivister, der så ihærdigt havde støttet Labour blot to år tidligere. The Times, der dengang endnu ikke ejedes af Rupert Murdoch, kørte en række artikler om, hvordan de lokale Labour-afdelinger faldt fra hinanden.

I en rundbordsdiskusion på tv udtrykte en stribe fagforeningsaktivister fra Sydwales fortvivlelse ikke blot over Labours politik men også over, at tingene kunne ændre sig. Som en af dem sagde, “Labour er blevet en del af det etablerede samfund. De har ikke gjort nogle indhug i kapitalismen. Det er stadig de samme folk, der sidder på alting”.

Men forvandlingen fra håb til desillusion og fra desillusion til fortvivlelse ramte ikke kun aktivisterne. Der var store ryk væk fra Labour i lokalvalgene i maj 1968, hvor de konservative vandt i byer såsom Sheffield og Glasgow, samt kvarterer i London som fx Islington. Størstedelen af de tidligere Labour-vælgere blev hjemme, eller stemte sågar konservativt. En af aktivisterne fra Sydwales, en minearbejder, fortalte, at “for tre år siden havde 80 procent af kollegerne stemt Labour, nu er 60 procent imod”.

Og det var ikke det værste. Den 20. april holdt Enoch Powell sin berygtede “floder af blod”-tale og brugte et så tydeligt racistisk sprog, at Edward Heath fyrede ham fra det konservative skyggekabinet. Dagene efter sås strejker og demonstrationer til støtte for ham af havnearbejdere, slagteriarbejdere med flere.

Der var naturligvis store venstrefløjsdemonstrationer imod Amerikas krig i Vietnam. Men disse bestod næsten udelukkende af studerende og unge, og kunne endda opmuntre til en stemning af, at arbejderkampe hørte fortiden til. Så venstrefløjsavisen Black Dwarf kunne i 12. maj nummeret (dagen før generalstrejken i Frankrig) påstå:

“I Storbritannien har rigtig mange fagforeningsfolk mere sympati med politiet og med racister end med demonstrerende studenter. De eneste arbejdsnedlæggelser i den sidste tid med en politisk mening var de racistiske havnearbejdernes og slagteriarbejdernes demonstrationer for at støtte Enoch Powell... Kan det virkelig passe, at de mest effektive militante arbejdere i England ligger til højre for det stærke konservative parti?”

Faktisk støttede de mest militante arbejdere ikke Powell. Men de var lammet af deres egen modløshed. De havde troet, at social forandring kun kunne komme gennem parlamentet og var, da dette ikke skete, i vildrede om hvordan de skulle reagere.

Dette gav dem meget lidt at sige til deres kolleger, der blev stadig mere trætte af regeringen og fik de fleste til at blive apatiske og nogle få til at falde for Powells racisme.

Black Dwarfs fejl bestod i at se dette som en permanent tilstand. Men i virkeligheden var apatien et tveægget sværd. Den udtrykte fremmedgørelse overfor det etablerede politiske system og en mangel på tillid til et alternativ, men også en stor bitterhed. Som Tony Cliff, medlem af Socialist Workers Party, udtrykte det i en vigtig artikel i 1969:

“Apatiens begreb er ikke et statisk begreb. På et vist trin i sin udvikling kan det blive til det stik modsatte, hurtige masseaktioner... Arbejdere, som har mistet troen på deres traditionelle organisationer tvinges ud i ekstreme, eksplosive kampe på egen hånd.”

Dette var netop, hvad der skete i Frankrig i maj 1968. Processen var ikke nær så dramatisk i Storbritannien. Og dog, blot otte måneder efter artiklen i Black Dwarf, begyndte en ny bølge af strejker i industrien, og trak hele grupper af arbejdere i industrier, der ikke havde været i strejke siden 1926 med sig – en bølge, der til sidst kulminerede i mine- og havnearbejdernes sejr i 1972 og Heath-regeringens nederlag i 1974.

Det er værd at huske på i dag, både arbejderbevægelsens modløshed i 1968 og på den forvandling der begyndte i 1969. For efter Blair-regeringen har knust de håb, som mange havde i maj sidste år, er der tegn på en ny pessimisme på visse dele af venstrefløjen. Der er selvfølgelig store forskelle på situationen i dag og i 1968. Dengang var det de færreste, der kunne huske nederlag som den sidste minearbejderstrejke eller Wapping. Og strejkeniveauet var, selvom det var lavt, meget højere end i dag.

Men på den anden side var den bitterhed, der føltes på samfundets bund slet intet sammenlignet med i dag. Dengang forventede flertallet stadig, at deres børn ville få det bedre end dem selv. Det gør få i dag.

Og endelig viser højrefløjen meget få tegn på at kunne trække på bitterheden sådan som de gjorde i 1968. Der er stadig en stærk politisk stemning til venstre, med en udbredt følelse af, at der burde være mindre ulighed, at velfærden ikke burde angribes, at Blair aldrig skulle have forrådt forhåbningerne fra sidste maj.

Så enhver, der kommer med en venstreorienteret kritik af Blair bliver godt modtaget – hvadenten det er en, der protesterer mod nedskæringer i velfærden, en fyret Liverpool havnearbejder, en tv-komiker eller en, der sælger Socialist Worker (SWP’s avis).

Opgaven består i at organisere den stemning og forbinde den med bitterheden, og ikke at falde ind i en modløshed, der til sidst vil virke lige så latterlig som modløsheden i begyndelsen af 1968 hurtigt gjorde.

Oversat fra Socialist Review 219

 

 

www.socialister.dk – 20. april 2024 kl. 22:47