Fra storstrejke til arbejdermagt

af Martin Johansen

I 1899 skrev Lenin om Rusland: "Enhver strejke minder kapitalisterne om, at det er arbejderne og ikke dem selv, der er de virkelige herrer – de arbejdere, som mere og mere tydeligt proklamerer deres krav. Enhver strejke minder arbejderne om, at deres situation ikke er håbløs, at de ikke er alene."

Dette gælder også for Danmark næsten 100 år senere. En begivenhed som forårets storstrejke er med til at gøre den slørede vision om arbejdermagt lidt mindre uskarp. I en kort periode var det arbejderne, som satte samfundets dagsorden. Det var arbejdernes repræsentanter, der besluttede hvilke områder af samfundet, der skulle lammes.

Denne antydning af arbejdernes mulige magt er et stort skridt frem i forhold til de normale forestillinger om, at arbejdskamp alene handler om løn og arbejdsforhold, og at større samfundsforandringer alene skal overlades til en reformistisk regering. Det er begyndelsen på indsigt i revolutionen.

Men det er også kun begyndelsen, for der er mange flere led i kæden fra strejke til egentlig arbejdermagt.

For at starte med det sidste led i kæden, så skal det understreges, at når vi i Socialistisk Revy taler om arbejdermagt, så mener vi det bogstaveligt. Vi mener ikke, at et eller andet nok så idealistisk parti skal tage magten på vegne arbejderklassen. Med arbejdermagt mener vi, at flertallet i arbejderklassen erobrer magten og selv udøver den. Det er også derfor, at vi altid taler om ‘socialisme fra neden’ i modsætning til reformisternes ‘socialisme fra oven’.

Redskabet til, at et flertal i arbejderklassen kan optræde som de egentlige magthavere, er opbygningen af arbejderråd – af demokratiske forsamlinger på de enkelte arbejdspladser. Fra disse forsamlinger vælges talsmænd eller -kvinder til at repræsentere forsamlingen på by- eller distriktsplan, og herfra til regionale eller landsdækkende komiteer. I dette netværk af arbejderråd er det afgørende, dels at talsmændene er valgte, men lige så vigtigt at de til enhver tid kan afsættes – ikke bare på valgdagen.

Det betyder, at demokrati og udøvelse af demokrati bliver en dagligdags affære, ikke bare noget man skal forholde sig til hver fjerde år. Det bliver også en aktiv affære, fordi udgangspunktet i arbejdspladsen betyder, at man kan diskutere og tage beslutninger hver dag – og dermed forvandle ‘vælgerne’ fra stemmekvæg til aktive deltagere. Hvis man tvivler på, at dette kan fungere, så skal man se på fx påskestrejkerne i 1985, som fra dag til dag udviklede sig på baggrund af diskussioner på arbejdspladser og på tillidsmandsmøder i byer og på landsplan, hvor hundreder eller tusinder faktisk diskuterede strejken og de næste skridt, der skulle tages.

Denne beskrivelse af arbejderrådene er ikke en teoretisk opfindelse, men udspringer af de virkelige arbejderråd, som er blevet opbygget af arbejdere i en lang række revolutioner i vidt forskellige lande, helt tilbage til Pariserkommunen i 1871.

Det er et vigtigt fælles træk i disse revolutioner, at arbejderrådene ikke har været skabt efter et færdigt skema, men er udsprunget af de aktuelle kampe. Et eksempel er revolutionen i Rusland i 1905. Her havde en række økonomiske strejker givet arbejderne troen på, at de også kunne bekæmpe det forhadte zarregime, og den konkrete anledning kom, da typografer i Moskva gik i strejke for højere akkordsatser. Strejken spredte sig lynhurtigt til andre storbyer og lammede hele landet.

I denne situation blev der i flere storbyer dannet store strejkekomiteer for at diskutere strejken. Men komiteerne blev meget hurtigt nødt til også at tage sig af andre spørgsmål, fx sikring af forsyning af fødevarer, indføre pressefrihed og forkorte arbejdstiden. Med andre ord havde strejkekomiteen forvandlet sig til også at tage beslutninger på samfundsmæssigt plan – og kom dermed til at udgøre en alternativ regering i forhold til zaren.

Dette er et andet vigtigt træk ved arbejderrådene: At de udvikler sig til at blive et arbejderkontrolleret alternativ til den bestående magtstruktur. Men her begynder det afgørende problem at melde sig, idet der opstår det, som Lenin og Trotskij kaldte en dobbeltmagt. Det væsentlige i denne beskrivelse er, at arbejdermagten ikke blot vokser frem som et muligt, fremtidigt alternativ til den eksisterende magt. Når strejkekomiteerne bliver til arbejderråd, så begynder de allerede her at udgøre et aktuelt regeringsalternativ.

Det er klart, at en situation med dobbeltmagt er ustabil. Der er tale om to magtcentre, som udspringer af to diametrale klasser, henholdsvis arbejderne og kapitalen. De har to modsatrettede mål for, hvordan samfundet skal opbygges – de kan ikke i længden eksistere side om side.

Derfor har perioder med dobbeltmagt altid været relativt kortvarige og er altid endt med et militært opgør. I et enkelt tilfælde – Rusland i oktober 1917 – faldt opgøret ud til arbejdernes fordel, i alle andre tilfælde – fx Tyskland i 1918 – vandt kapitalen.

Forskellen på situationerne i Rusland og Tyskland antyder, at der er et afgørende tredje træk ved arbejdermagten: At det store flertal af arbejdere er overbeviste om, at deres eget magtcentrum skal erobre hele statsmagten og neutralisere fjendens magtcentrum, inklusiv dens væbnede styrker. Dette er absolut afgørende. Selv om man kan underminere fjendens militære magt gennem politisk overbevisning af de menige soldater, så er magtanvendelse – eller truslen om den – et afgørende sidste element.

Men den overbevisning kommer ikke automatisk. Som beskrevet kan de første stadier i oprettelsen af arbejdermagten sagtens foregå, uden at et flertal af arbejderne har en revolutionær overbevisning.

I udviklingen fra strejkekomiteer til arbejderråd ændres arbejdernes bevidsthed lynhurtigt – de bliver på meget kort tid overbeviste om, at deres kamp gælder meget mere end de umiddelbare krav. Men udviklingen til en egentlig revolutionær overbevisning kommer ikke automatisk, den kræver diskussion og argumentation. Dette sidste skridt forudsætter, at der allerede i revolutionens start er revolutionære kræfter til stede i stor skala, som er i stand til at argumentere og overbevise. Det er derfor, at vi i dette blad argumenterer for, at det første skridt på vejen til revolution er, at man selv allerede i dag tilslutter sig en revolutionær organisation.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 22. november 2024 kl. 14:31

Socialistisk Revy nr. 5 jun 1998

Temasider

Nr. 5

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 30 – Juni/Juli 1998

Marxisme i hverdagen

Fra storstrejke til arbejdermagt

af Martin Johansen

Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998