[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 10 – Juni 1998

Udskriv

Israel – 50 år som USA’s vagthund

Margit Johansen

Bogen Det tabte land giver et kritisk billede af Israel set indefra. Margit Johansen kigger på, hvor langt selvransagelsen går.

Et land præget af intern splittelse og polarisering er det øjebliksbillede, som tegnes i reportagerne om Israel i forbindelse med dets 50 års dag.

De fleste reportager lægger afstand til de jødiske fundamentalister i de pigtrådsindhegnede bosættelser, dog uden den dæmonisering, som bliver islamiske fundamentalister til del. Tonen er, at nok går bosætterne for vidt, men deres handlinger er forståelige, set som et led i det zionistiske projekt: at skabe en jødisk nationalstat i Palæstina gennem oprettelsen og fastholdelsen af Israel.

Efter nazisternes jødeudryddelse var det let for Europas ledere at få opbakning til en ukritisk støtte til det zionistiske statsprojekt, for:

“Kun nogle år efter krigen forstummer vidnesbyrdene om lejrene og gaskamrene ... den nye verden vil glemme og fortsætte som intet var hændt ... Gennem Israel fritages den europæiske civilisation for pligten til at konfronteres med sig egen moralske tavshed. Tidens billede af Israel formes af det ikke-jødiske Europas skam og utopiske længsel.”

Sådan gengiver Göran Rosenberg i bogen Det tabte land, som netop er udkommet på dansk, meget præcist baggrunden for, at Israel indtil i dag har fået blind støtte fra Vesten, hvor brutale overgreb mod palæstinenserne overses eller accepteres.

 

Beskrivelsen rammer også ind i, hvorfor vestlige journalister er så optaget af den israelske selvransagelsesproces. Den erstatter den, europæerne aldrig selv tog. Europæerne lod palæstinenserne afdrage skammen over Holocausts lidelser med nye lidelser ved at give Palæstina til zionisterne.

Den israelske selvransagelse er dog ikke noget nyt. Det nye er, at Vesten begynder at se de sider bag glansbilledet af Israel, som afslører diskrimination, racisme og undertrykkelse. Efter erobringen af Vestbredden og Gaza i 1967 har selvransagelse været en del af israelernes hverdag, for Israel blev dermed en erklæret besættelsesmagt. Det var ikke længere muligt at opretholde selvforståelsen om, at det zionistiske projekt alene gik ud på at få en stat, som kunne garantere jødisk overlevelse efter Holocausts tilintetgørelse. Rosenberg siger:

“Før 1967 kunne man få den opfattelse at hvis Israel blot fik sikre og anerkendte grænser, ville konflikterne være ude af verden og fred bryde ud. Efter 1967 stod det klart, at det jødiske territoriums geografiske dimensioner var underordnede dets ideologiske. Det centrale var territoriets jødiskhed, ikke dets omfang.”

Disse tanker gælder stadig: Når israelerne taler om deres sikkerhedsinteresser, handler det også om at kunne sikre landets jødiske karakter. Det sætter jo snævre grænser for, hvad palæstinenserne kan opnå.

 

Israel er bygget på zionismen, en jødisk nationalisme, og som alle nationalistiske ideologier udelukker den alle, som ikke tilhører det nationale fællesskab. Zionismen udelukker alle ikke-jøder og skaber et fællesskab ved at påstå, at alle jøder har noget grundlæggende til fælles – på tværs af klasseforskelle, af vidt forskellige livsformer og begreber om, hvad det vil sige at være jøde.

[ Intifada ]

En araber kaster sten efter israelske grænsevagter i en palæstinensisk flygtningelejr

Inden 1967 havde Rosenberg, og mange andre med ham, ikke set den diskriminerende politik, der er indbygget i zionismen. En politik, der bl.a. betyder, at alle jøder kan få statsborgerskab og fulde rettigheder fra det øjeblik, de sætter foden på israelsk jord. Derimod må palæstinensere, der flygtede fra krigene, sidde på den anden side af grænsen og se deres tidligere hjem, landsbyer og marker overtaget af andre.

Rosenberg og mange med ham havde ikke set den økonomiske udsultning af palæstinensiske byer i Israel eller den diskrimination, disse byers indbyggere blev udsat for. Inden 1967 eksisterede palæstinenserne knapt nok i deres bevidsthed, og ud fra sine teenageår i Israel fortæller Rosenberg, hvordan det kunne lade sig gøre at skabe denne blindhed. Han tegner et billede af Israel, gennemsyret af zionisme selv ned i hverdagens små detaljer.

Det er Israel som besættelsesmagt på Vestbredden og i Gaza, der åbner mange jøders og israeleres øjne for, at erobring og kolonisering af jord altid har været et grundelement i zionismen. Det gælder både arbejderzionisterne i Ben Gurions og Rabins kibbutzer og Begin, Shamir og Nethanyahus revisionistiske zionisme, der er ideologisk grundlag for bosætterne. Alle israelske regeringer har overdraget store palæstinensiske jordarealer til Den Jødiske Nationale Fond, der ejer det meste af jorden i Israel. Det betyder med Rosenbergs ord:

“Jordbesiddelsen registreredes i en nystiftet fond Keren Kajamet Leisrael, som i sine vedtægter og i fuld forståelse med staten forpligtede sig til også fremover at anvende fonden ‘til formål som ifølge selskabets opfattelse, direkte eller indirekte favorisere mennesker af jødisk race, religion og herkomst’. Det betød i korte træk, at den tidligere arabisk ejede jord, som af staten var blevet solgt til Den Jødiske Nationalfond, for al fremtid var forbeholdt jøder. Det bevidst diskriminerende ideologiske princip, som engang havde ligget til grund for opbygningen af det jødiske samfund i Palæstina, blev derfor indbygget i den israelske stat – og undergravede dens officielt erklærede demokratiske og universelle grundlag.”

Som Rosenberg beskriver det, så er det umuligt for magteliten i Israel at forene det modstridende idégrundlag, som enhver nationalstat etableres ud fra: På den ene side oplysningstidens ideer om lige og frie individer. På den anden side den nationale afgrænsning af disse rettigheder til kun at gælde for nationens borgere. For Israel som jødisk nation betyder det, at alle verdens jøder har disse nationale rettigheder, samtidig med at en stor del af statens egen befolkning ikke har dem, nemlig det store palæstinensiske mindretal.

Uforeneligheden af disse to værdisæt i et nationalt, jødisk Israel betyder, at Israel ikke har nogen egentlig grundlov. I en grundlov ville zionisterne være tvunget til åbent at vælge mellem at være en jødisk stat, der for at fastholde sit jødisk-nationale udgangspunkt må føre en apartheidpolitik over for sin ikke-jødiske befolkning eller blive en almindelig borgerlig, demokratisk stat og dermed miste sin egentlige eksistensberettigelse: den jødiske stat.

 

Det er zionismens to ansigter, som Rosenberg forsøger at komme om bag ved. Han vil gerne forstå udviklingen i Israel og derved finde en vej for fremtiden, hvor Israel ikke bliver en chauvinistisk, jødisk stat, som stadig flere jøder og ikke-jøder må tage afstand fra. Via denne søgen tegner Rosenberg et kritisk og rammende portræt af Israel og zionismen.

En af de største svagheder i Rosenbergs portræt er, at han vil forstå Israels udvikling i dens egen kontekst, isoleret fra dens centrale rolle i stormagtspolitikken i Mellemøsten. Han vil forstå ud fra en jødisk etik, og hans vej ind i fremtiden går via en revision af jødedom og af kristendommens forhold til jøderne. Han bliver selv i sidste ende fanget ind af det messianske i zionismen, at staten Israel kunne være en nation med en ‘mission’, hvis den rette jødedom forfægtes. Men Israel er ikke nogen særlig ‘oplyst’ stat eller med potentiale til at blive det. Tværtimod, med den rolle landet har påtaget sig i den kapitalistiske verdensorden, vil de værste sider i kapitalismen være fremtrædende i Israel.

 

Staten Israel eksisterer alene, fordi først Storbritannien og senere USA så støtten til en pro-vestlig stat i Mellemøsten som måden at sikre sig en allieret i en region, hvis enorme olieforekomster er af ekstrem stor betydning.

Fra starten af dette århundrede var olien en vigtig energikilde, og de der sad på olieudvindingen kunne se frem til enorme fortjenester. 1. verdenskrig lærte de vesteuropæiske magter, at en moderne krigsmaskine er helt afhængig af olien. Og når mere end halvdelen af verdens kendte oliereserver er i Mellemøsten, er det klart, hvorfor kontrol med Mellemøsten er afgørende.

Israel var mere end villig til at varetage amerikanske interesser i Mellemøsten. “Israel skal være vagthunden. Israel vil ikke føre en aggressiv politik over for de arabiske stater, hvis dette stod i direkte modsætning til USA’s og Storbritanniens ønsker. Men hvis Vestmagterne af en eller anden grund valgte at lukke øjnene, kan man stole på, at Israel vil afstraffe en eller flere nabostater, hvis deres manglende høflighed over for Vesten overskred grænsen for det tilladelige,” skrev den førende israelske avis Ha’aretz i sept. 1951, efter at Iran havde nationaliseret sin olie. Israel stillede sig til rådighed som skrupelløs forsvarer af vestlige interesser i det arabiske Mellemøsten.

Hvor krigen i 1967 fik interne konsekvenser i Israel, blev den af USA set som bekræftelse på, at en bedre allieret ikke fandtes. Krigen blev begyndelsen til enden for den arabiske nationalisme, og krigen i 1973 betød, at olielandenes organisation OPEC led et afgørende knæk. USA’s udenrigsministerium sagde efter 67-krigen: “Israel har formentlig gjort mere for USA i Mellemøsten, i forhold til hvad vi har investeret, end nogen anden af vore såkaldte allierede og venner verden over siden afslutningen af 2. verdenskrig”.

Belønningen var mangedobling af støtten til Israel, både med militært isenkram og med det største økonomiske bidrag, USA ydede til noget land overhovedet. Først med den seneste verdensøkonomiske krise, som også ramte amerikansk økonomi, har Israel for alvor mærket økonomisk tilbagegang. Det har ført til landsdækkende strejker mod privatisering og nedskæringer inden for det offentlige. Det har også ført til øgede sociale spændinger og er grundlaget for de højreekstreme, fundamentalistiske kræfters vækst.

I mange år var vækst sikret i kraft af Israels rolle som vagthund for amerikanske interesser i regionen og i resten af verden. Efter FN’s våbenembargo mod Sydafrika fortsatte israelsk militærindustri med at sende 1/3 af produktionen til apartheidregimet. På USA’s vegne brød Israel handelsblokaden mod det racistiske hvide styre i Rhodesia. Israel støttede Pinochets militærdiktatur i Chile og Galtieris i Argentina, begge kendt for at huse gamle nazister. Styret i Argentina var endda erklæret antisemitisk og fængslede, torturerede og dræbte jøder. Statens interesser kom dog først, og støtten til diktatorer sikrede afsætningen for den betydningsfulde israelske militærindustri.

At det først og fremmest er statens interesser, der tæller, sås også efter Murens fald. De fleste sovjetiske jøder ønskede at komme til USA, men som trofast allieret fik Israel trumfet igennem, at de ikke fik indrejse til USA, men kun en enkeltbillet til Tel Aviv. Israel stod på det tidspunkt med det problem, at udvandringen var større end indvandringen, og at fødselsraten blandt palæstinenserne var større end for landet i øvrigt, så det var vigtigt at få nye jødiske borgere. Det fik Israel med mere end en halv million sovjetiske jøder.

I 80’erne var det etiopiske jøder, der blev bragt til Israel. Men de ortodokse rabbinere anerkendte ikke etiopiernes udgave af jødedom, og de blev tvunget til at konvertere til ‘rigtig’ jødedom. Racismen over for etiopierne er stadig markant, selv i hæren, der ellers ses som symbol på Israels moralske styrke. I dag begår etiopiske soldater selvmord, fordi de ikke længere kan klare racismen, når de selv i en situation, hvor de sætter livet ind, bliver set ned på og hånet.

 

Racismen som del-og-hersk strategi har hele tiden været en af grundpillerne i zionismen. Selv om arbejder zionisterne smykkede sig med socialistisk retorik, forsvarede de ihærdigt parolen ‘jødisk arbejde til jødiske arbejdere’. De angreb jødiske virksomheder, der havde palæstinensere ansat. Disse virksomheder måtte forstå, at det zionistiske projekt ikke var almindelig kolonialisme med udbytning af lokal arbejdskraft. Koloniseringen skulle sikre et nationalt mål, et jødisk Palæstina. Netop dette gør zionismen til en meget rå og ekstrem kolonialisme, der helt vil fordrive den oprindelige befolkning. Fastholdelsen af jøders forret til arbejdet var vigtig for at få den nødvendige indvandring, for hvem vil flytte langt væk for at blive arbejdsløs?

Efter Israels oprettelse blev der brug for billig arbejdskraft både i industri og landbrug. Nu blev palæstinenserne brugt til de dårligste og hårdeste jobs, til lønninger og arbejdsvilkår langt under de israelske arbejderes niveau. Sådan er det stadig, ikke mindst fordi Histadrut, den zionistiske fagbevægelse, støtter det. Histadrut var og er en vigtig institution i opbyggelsen af Israel. Den ser hverken noget forkert i grov udbytning af palæstinenserne eller oplever den billige palæstinensiske arbejdskraft som en trussel, da deres krav, om at palæstinensere skal fyres først, bliver efterlevet. Histadruts manglende vilje til at varetage palæstinensiske arbejderes interesser har nu fået dem til at danne egne fagforeninger.

Den etniske opdeling af arbejdsmarkedet går ikke kun mellem israelere og palæstinensere. De europæiske jøder sidder på de bedste job, er dominerende inden for hæren og statsadministrationen, mens de arabiske jøder altid har fået at mærke, at med et udseende og en livsform tæt på ‘fjendens’ må de tage til takke med en position over palæstinensernes, men i bunden af det israelske samfund med dårligere jobs, lønninger og boliger osv.

Denne etniske opdeling af arbejdsmarkedet giver et stort sammenfald mellem klassemæssigt og etnisk tilhørsforhold. Den etniske splittelse mellem arbejderne gør, at arbejdsgiverne kan spille dem ud mod hinanden og sikre sig billig arbejdskraft. De arabiske jøder ser fastholdelsen af palæstinenserne som samfundets absolutte bund som deres forsikring mod selv at ryge derned. De højreekstreme partier og Nethanyahu har da også deres basis blandt arabiske jøder.

 

Det er her det største problem i forhold til at skabe en reel løsning på Palæstina-konflikten ligger. Zionismens racisme når alle hjørner af det israelske samfund, og kun få israelere er antizionister og afviser etniske og religiøse forskelle som væsentlige. Endnu færre ser klasseforskellene som afgørende.

At zionismen står så stærkt også i den jødiske arbejderklasse er ikke tilfældig, men hænger tæt sammen med, at selve grundlaget for staten Israels eksistens er dens rolle som vagthund for imperialistiske interesser. Som i Sydafrika under apartheid er det de mindst privilegerede blandt de privilegerede, der mest rabiat vil forsvare status quo. Først i det øjeblik den israelske stats velbetalte særstatus ophører, kan man forestille sig en alliance mellem palæstinensere og diskriminerede israelske arbejdere.

Selv om der er ‘selvransagelse’ blandt liberale zionister og store sociale konflikter, så vil disse konflikter lang tid endnu holde sig inden for zionismens rammer. At overskride dem vil betyde et direkte angreb på eksistensberettigelsen af den stat, som sikrer de privilegier, de trods alt nyder i forhold til arbejderne i Israels nabolande.

Derfor er der heller ikke stor forskel på en Arbejderpartiregering og en styret af Likud, det er mest en forskel i stil. Som Beilin, ledende medlem af Arbejderpartiet sagde ved sidste års konflikt om en ny bosættelse mellem Jerusalem og Bethlehem: “Jeg er for at bygge hvor som helst i Jerusalem ... Men det er et spørgsmål om timing og god taktik. Vi [Rabin-regeringen] øgede bosættelserne med 50 pct. ... men vi gjorde det uden stor ståhej og med klogskab. I [Nethanyahu-regeringen] proklamerer hver morgen, hvad I har tænkt jer at gøre.”

På mange måder er det en fin bog, Rosenberg har skrevet, men hans manglende materialistiske analyse har alvorlige konsekvenser. Han ser ikke gabet mellem Arbejderpartiets retorik, der gør dem stuerene i Vesten, og dets praktiske politik, der bygger på samme zionistiske værdier som højrefløjen. Vejen til fremtiden må være tresporet, bestående af en klar antizionisme, et angreb på alle udtryk for antisemitisme og en socialistisk politik, der bekæmper amerikansk imperialisme i Mellemøsten.

 

Göran Rosenberg:
Det tabte land
Forlaget Tiderne Skifter

 

 

www.socialister.dk – 21. april 2024 kl. 13:58