[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 19 – Juni 1998

Udskriv

Månedens bog

Fagbevægelsen i et andet perspektiv

af Jørn Andersen

En ny debatbog tager spørgsmålet om fagbevægelsens fremtid op. Jørn Andersen diskuterer i denne artikel nogle af de bud, bogens bidragsydere har på venstrefløjens opgaver i fagbevægelsen

Debatbogen Har fagbevægelsen en fremtid? fra forlaget Klim kunne ikke komme på et mere passende tidspunkt. Dels har vi de seneste år oplevet en række aktive arbejdskampe, som man skal tilbage til 70erne for at finde paralleller til. Dels har den nyligt afsluttede overenskomststrejke gjort en række af bogens spørgsmål højaktuelle for langt flere mennesker, end da bogen blev skrevet.

Første del af bogen, skrevet af Hans Erik Madsen, bruger en del plads på at tilbagevise ideerne om, at fagbevægelsen er overflødig og ikke passer ind i “tiden”. Disse argumenter har den nyligt afsluttede storstrejke været med til at bekræfte. Spørgsmålet er ikke, om fagbevægelsen har en fremtid, men hvilken. Og det er her, bogens anden del, som består af bidrag fra forskellige fagforeningsaktivister på venstrefløjen, kommer ind. Bortset fra et enkelt indlæg fra Svend Åge Petersen beskæftiger de sig mest med spørgsmålet, om venstrefløjen har en fremtid inden for fagbevægelsen, og hvordan denne bedst kan styrkes.

“Fagbevægelsen må bygge på demokrati, solidaritet og klassekamp – ikke på LO-toppens klassesamarbejde, pamperi og tilpasning til kapitalens behov.” Sådan skriver Hans Erik Madsen i sin indledning og fortsætter: “Det er mellem disse to positioner, at kampen om samfundet – og kampen om fagbevægelsens fremtid – vil udspille sig ...” – og udspiller sig, kunne man tilføje.

Forfatterne kommer med mange forskellige bud på, hvordan denne kamp kan vindes. Svend Åge Petersen spørger: “Hvad skal vi egentlig med en fagbevægelse, der er så infiltreret af kapitalistisk tankegods ... så reaktionær og samfundsbevarende.”

Det spørgsmål har strejken også givet svar på. Fagbevægelsen er ikke kun samfundsbevarende og reaktionær. Selv om den gennem fagtoppen og aftaler med arbejdsgiverne er med til at binde medlemmerne til systemet, så indeholder den også konflikter, der kan ændre samfundet.

For flere af forfatterne er det først og fremmest venstrefløjens opgave at opstille de rigtige krav eller “kampfelter”. Per Clausen, formand for Dansk Magisterforening og medlem af Enhedslisten, forestiller sig tre omdrejningspunkter for aktivitet: arbejdstid, privatiseringer/udliciteringer og tvangsarbejde/tvangsaktivering. Jørgen Arbo, også Enhedslisten, snakker om at “genopbygge samlingen om krav fra hele arbejderbefolkningen”.

[ Støttedemonstration for Ri-Bus-strejken ]

Ri-bus-strejken i 1994-95 viste, at demokrati, solidaritet og klassekamp ikke er tomme begreber

Men opstilling af krav er ikke tilstrækkeligt. For det første giver det et problem, hvis de faktiske omdrejningspunkter bliver nogle andre, hvilket ofte er tilfældet. Når nu lastbilchaufførerne forsøger at forbedre deres levevilkår ved at stille krav om skattelettelser i stedet for lønkrav til arbejdsgiverne, skal venstrefløjen i fagbevægelsen så støtte den kamp eller hvad? Dele af venstrefløjen sagde da også fra over for lastbilchaufførerne, fordi de mente, at deres krav var reaktionært. Men når vi oplever, at arbejdsgiverne opnår den ene skattelettelse efter den anden, er der intet reaktionært i at sige, at så må vores klasse også have skattelettelser. Klassespørgsmålet er vigtigere end det specifikke krav.

For det andet er det ikke specifikke krav udviklet ved et skrivebord, der mobiliserer folk til kamp. Tag den seneste overenskomststrejke. Nogle faggrupper havde godt nok kravet om længere ferie som det centrale, men for andre var det lønkrav, der stod øverst. Men det, der gav den brede opbakning til kampen, var et fælles ønske om, at det nu er på tide, at arbejdsgiverne punger ud. Man kan diskutere, om længere ferie var det, folk egentlig ønskede højest, men det er en ret frugtesløs diskussion. Det afgørende er, at kampen vindes, når den først er der.

Og det var først og fremmest her, at venstrefløjens svaghed viste sig. Det var i løbet af strejken ikke til at få øje på en venstrefløj med argumenter for, at det er arbejderklassen, der har skabt arbejdsgivernes rekordprofitter og nu ønsker en bid af kagen tilbage. Lige som det heller ikke lykkedes at markere, at alternativet til fagtoppens eftergivenhed og passivitet var en aktiv strejke organiseret nedefra, og som var villig til at fortsætte kampen på trods af indgrebet.

For det tredje må venstrefløjens politik i opposition til fagtoppen også følges op i form af en organisering af de folk, der er enige om politikken. Det er betingelsen for at kunne udfordre fagtoppen. Kigger vi på et par andre af de seneste års konflikter, er det tydeligt, at det er her, hovedproblemet ligger, hvis fagbevægelsen skal “bygge på demokrati, solidaritet og klassekamp”.

Ri-Bus-konflikten er især vigtig, fordi det var den første arbejdskamp i mange år, som fik bred støtte fra andre arbejdere landet over. Mest markant ved at mindst 250.000 gik i sympatistrejke den 20. april 1995. Men også i det daglige forløb af den lange konflikt var mange – op mod 10.000 – aktive. Enten som deltagere i blokaderne, ved at samle støttebidrag eller rejse debatten i deres fagforening osv.

Under Ri-Bus-konflikten ændredes billedet af fagbevægelsen markant. Tusindvis af mennesker var involveret i at diskutere, hvorfor privatiseringer er dårlige for arbejderklassen, hvordan kampen kunne vindes, hvordan solidariteten kunne opbygges osv. “Demokrati, solidaritet og klassekamp” var ikke tomme ord, men konkrete begreber, der var nødvendige for at vinde. Selv om kampen blev tabt, så blev den borgerlige privatiseringsbølge efter Ri-Bus-strejken meget mere forsigtig og mange steder opgivet.

Men to forhold springer i øjnene, når man bagefter skal lære af konflikten. For det første: Hvordan kunne arbejdsgiverne og de borgerlige alligevel vinde, når opbakningen var så stor? Svaret er dobbelt. På den ene side, at fagtoppen med Hardy Hansen i spidsen lod de strejkende gå ind i en lang udmattelseskrig. Da solidariteten i efteråret var slidt ned, kunne de uden større modstand indgå en elendig aftale med arbejdsgiverne.

SiD’s ledelse var ikke interesseret i, at kampen skulle vindes gennem aktivitet fra neden. For hvordan kunne de så retfærdiggøre deres høje lønninger og privilegerede stillinger, hvis medlemmerne kunne klare ærterne selv?

Den anden side af svaret er, at de mange tusinde aktive ikke havde nogen organisering, hvor de kunne diskutere sig frem til et fælles perspektiv for en hurtig sejr – en mulighed, som i hele april 1995 var inden for rækkevidde. Men de aktive var spredt i alt for forskellige små-forummer – støttekomiteer, faglige klubber etc. – som ikke samlet var i stand til at sejle op mod fagtoppens centraliserede strategi. Da det ikke lykkedes at formulere en sammenhængende strategi for effektiv kamp, kunne arbejdsgiverne satse på, at fagtoppen ville stoppe konflikten. Hvilket holdt stik.

Det andet forhold, der springer i øjnene, er, i hvor lille grad det lykkedes efter konflikten at samle disse mange tusinde aktivister til fortsat aktivitet. Nogle få gik ind i Enhedslisten eller andre partier, de fleste fortsatte deres fagforeningsaktivitet, men da skraldemændene i Århus blev kastet ud i konflikt i starten af 1996, var støttegrupperne fra Ri-Bus så godt som forsvundet.

At strejkens aktivister, da det kom til stykket, ikke var i stand til at sejle op mod fagtoppen var egentlig ikke så overraskende. Mange havde op gennem 80erne opgivet ævred, og de nye aktive, der kom til, var uden større erfaring.

Ri-Bus skabte en mulighed for, at alle disse folk fra forskellige arbejdspladser, en stribe af fagforeninger og næsten lige så mange byer kunne mødes og opdage, at de ikke var alene. Kunne de ikke sejle op mod fagbureaukratiet i Ri-Bus-konflikten, så var der i det mindste et godt udgangspunkt for, at de kunne det næste gang.

Men der var ingen til at skabe et forum for disse aktivister efter konflikten. Det, der kunne være blevet til et spring fremad for organiseringen af en aktiv venstrefløj i fagbevægelsen, løb lige så stille ud i sandet.

Nødvendigheden af at organisere et bredere lag af fagligt aktive sås igen i strejken på Rigshospitalet. Mindst 10.000 gik i strejke på de københavnske hospitaler mod fyringen af 614 kolleger i 1996.

Opbakningen var stor, kampviljen var til stede, og strejken var – selv blandt patienter – utroligt populær. Men strejkeledelsen var uerfaren og havde ikke noget klart perspektiv for, hvordan strejken kunne vindes. Havde der blandt de strejkende været et par håndfulde aktivister med erfaringer fra tidligere kampe og med et klart perspektiv om at vinde strejken, kunne det have ændret udfaldet afgørende, og hospitalsarbejderne ville i dag have stået meget stærkere.

Og det gælder ikke kun for hospitalerne: Et sådant forum for aktivister kunne have spillet en afgørende rolle i de seneste overenskomststrejker. Imidlertid eksisterer der ikke noget sådant forum i dag. Som Ole Donbæk Jensen, faglig sekretær i SiD-Kastrup og medlem af Enhedslisten, skriver efter en opremsning af felter, hvor venstrefløjen er aktiv: “Men der er ikke nogen faglige organisationer, partier eller arbejdspladser, der vil eller kan påtage sig ansvaret for en koordinering af den type, som tillidsmandsring og formandsinitiativet tidligere stod for.”

Det, Ole Donbæk peger på, er, hvordan Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 70’erne var i stand til at organisere et bredere lag af aktivister. Samt at de derudover opbyggede koordineringer på tillidsmandsplan og fagforeningsformandsplan.

Men når Ole Donbæk peger på Formandsinitiativet og tillidsmandsringene, så var de jo kun i bedste fald en koordinerende overbygning. DKP’s virkelige præstation var, at de faktisk samlede et bredt lag af “gulvplansaktivister”. Det var ud fra dem, at tillidsmandsringene kunne spille en rolle. Og det var med udgangspunkt i dem, at den øvrige venstrefløj dengang kunne rejse de diskussioner, som DKP helst var foruden. DKP kunne kritiseres for meget, men det ændrer ikke ved, at der kræves en stærk politisk organisation til at påtage sig en sådan opgave.

Om Enhedslisten “vil eller kan påtage sig ansvaret for en koordinering” står foreløbig åbent. Men opgaven er påtrængende. Ikke i den forstand, at vi i morgen skal have en landsdækkende tillidsmandskoordinering. Men hvis ikke de aktivister, der dukker op i forbindelse med konflikter som Ri-Bus eller den seneste storstrejke, får et forum at diskutere og udveksle erfaringer i, så vil vi gang på gang blive løbet over ende af et centralt koordineret fagbureaukrati.

Betydningen af et forum for faglige aktivister er ikke kun i de store, landskendte konflikter. Det vigtigste er, at de kan give noget mere input til hverdagens diskussioner på arbejdspladserne. Det er her, den egentlige styrke opbygges. At starte med at tænke i landsdækkende koordineringer er med Jan Hobys ord “at lægge taget på huset, førend kælderen og murene er færdige”.

Såvel Ole Donbæk som Per Clausen peger i bogen på, at “svaret er politisk”. Som Per Clausen siger: “Fagligt arbejde bliver aldrig andet end sisyfos-arbejde, hvis det ikke kombineres med aktivitet for at opbygge et revolutionært socialistisk arbejderparti.”

Per Clausens udgangspunkt for dette arbejde er Enhedslisten. Det står imidlertid stadig åbent, om Enhedslisten “vil eller kan påtage sig” opgaven med at opbygge et reelt aktivistisk alternativ til de faglige topledere. Udfaldet af de næste konflikter og fagbevægelsens fremtid afhænger af svaret på dette spørgsmål. Men læs selv bogen, der er stof til masser af debat.

 

Hans Erik Madsen m.fl.
Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid?
Forlaget Klim
2 bind 112/120 sider, kr. 115 pr. bind.

 

 

www.socialister.dk – 22. maj 2024 kl. 09:49