[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 8 – Juni 1998

Udskriv

Indonesien

Miraklet blev til et mareridt

Indonesien, som er blevet fremhævet som en af Sydøstasiens mirakeløkonomier, har forvandlet sig til et mareridt for magthaverne. Frank Antonsen ser på baggrunden for det oprør, som i maj måned væltede Suharto-regimet.

Et regime, som vestlige medier og politikere har hyldet som et af verdens mest stabile, er nu blevet væltet af et folkeligt oprør. Indonesiens diktator, præsident Suharto, havde siddet fast på magten, siden han som chef for sikkerhedsstyrkerne stod bag et CIA-støttet kup i 1965 – et kup, der var et af de blodigste i historien med mindst en million dræbte, fortrinsvis kommunister og etniske kinesere. Ti år senere invaderede hans militær den lille stat Østtimor, og siden da er henved en tredjedel af befolkningen dér døde, enten direkte som følge af krigen eller på grund af den hungersnød, der har fulgt i kølvandet på invasionen.

Indonesien, verdens befolkningsmæssigt fjerdestørste land med sine 200 millioner indbyggere, var en hollandsk koloni, indtil en national befrielse i 1948 sikrede øriget uafhængighed under Sukarnos ledelse. Landet havde det største kommunistparti i verden bortset fra Kina og Sovjet med 3,5 mio. medlemmer, og kommunistpartiet pressede den nationalistiske regering til visse indrømmelser. Indrømmelser, der foruroligede Vesten. Fx. sagde den daværende amerikanske præsident Eisenhower i 1953, at USA for alt i verden måtte bevare kontrollen over Indonesien for at undgå at miste sit fodfæste i Sydøstasien og adgangen til Indonesiens rigdomme. Landet er den femte største olieproducent i verden og har også store tin-, guld-, sølv- og diamantforekomster samt store naturrigdomme.

Under påskud af et mislykket kommunistisk inspireret kup tog Suharto magten i et militærkup i oktober 1965. Efter alt at dømme havde der aldrig været noget kommunistisk kupforsøg, men det gav Suharto en undskyldning til at begynde en blodig udrensning. Her blev han stærkt hjulpet af USA, Australien og Storbritannien. Flere tidligere diplomater, herunder USA’s daværende ambassadør Marshall Green, har indrømmet, at de gav de indonesiske dødspatruljer lister over kommunister fra CIA’s arkiver.

[ Oprør i Indonesien ]

De voksende protester har også forårsaget splittelser i den herskende klasse

Inden da havde CIA-støttede officerer flere gange forsøgt sig med militærkup, især i perioden 1957-58 på de olierige øer Sumatra og Sulawesi. I perioden fra 1959 og til Suhartos magtovertagelse i 1965 havde USA givet Indonesien militærudviklingshjælp på i alt 64 millioner dollars. Netop militæret har stået som garant for Suhartos fortsatte diktatur. Kriser er enten blevet slået ned med hård hånd, forsøgt afledet ved at opfordre til anti-kinesiske progromer eller ved massiv statsstøtte til de mest basale fødevarer. Denne massive statsstøtte har været mulig på grund af landets økonomiske vækst, der igen har været mulig på grund af gunstige skatteregler for investorer samt meget skrappe anti-fagforeningsregler.

Indtil den økonomiske krise begyndte i Sydøstasien sidste år, blev Suhartos Indonesien hyldet som en ny økonomisk stormagt og som et forbillede for andre kapitalistiske lande. Men den øgede industrialisering har også betydet en større arbejderklasse, og de sidste par år har der igen og igen været store strejker i Indonesien. Officielt blev der mistet 290.000 arbejdstimer i 1990 pga. strejker, og i 1996 var tallet helt oppe på 2,6 mio. timer. Det var blot et spørgsmål om tid, førend et folkeligt oprør brød ud i lys lue.

Den afgørende gnist kom med den økonomiske krise i sommeren 1997. På kort tid faldt den indonesiske valuta, rupiah, til en fjerdedel, inflationen eksploderede, og priserne på mange basale varer steg voldsomt. Den Internationale Valutafond, IMF, der indtil da havde hyldet alle landene i Sydøstasien som beviser på kapitalismens lyksaligheder, benyttede sig af chancen til at sikre vestlige investorer mere magt ved at forlange øget adgang til det indonesiske marked og fjernelse af enhver form for statsstøtte til gengæld for en lånepakke på 43 mia. dollars.

Statsstøtten til fødevareproduktionen blev fjernet, hvilket betød, at prisen på den vigtigste afgrøde, ris, blev tredoblet. Samtidigt er prisen på madolie steget med 20%, brændstof med 47% og elektricitet med 60% alene i januar i år. Alt sammen tiltag, der udelukkende rammer almindelige mennesker på Indonesiens mere end 17.000 øer. I maj steg priserne på offentlig transport i gennemsnit med 50-70%. Den største stigning skete på togenes økonomiklasse; her var stigningen over 100%. Alene i år er antallet af arbejdsløse steget med 6 millioner, og det vurderes officielt, at henved en fjerdedel af den voksne befolkning enten er arbejdsløse eller løsarbejdere. Antallet af fattige er steget fra 20 millioner til 51 millioner.

De øvrige “reformer”, som IMF forlanger, har Suharto været meget modvillig til at indføre; de vil nemlig ramme ham selv. Det skønnes, at han og hans seks børn tilsammen har en formue, der er lige så stor som den samlede IMF lånepakke og omkring halvdelen af Indonesiens samlede bruttonationalprodukt. Suhartos ældste søn, Igit Harjojudanto, ejer sammen den mellemste søn, Bambang Trihatmodjo, stort set hele den petrokemiske industri. Derudover ejer Bambang også en fjerdedel af aktierne i Bank Andromeda. Den yngste søn, Hutomo “Tommy” Mandala Putro, ejer landets største bilfabrik Timor, der er fritaget fra skatter og afgifter, har monopol på handel med nelliker (som bruges i cigaretter i Indonesien) og ejer sammen med den yngste datter, Siti Hutami Endang Andyningsih, Bank Utama. Han ejer desuden en luksus jagtvilla i flere millioner dollars-klassen i New Zealand.

Den ældste datter, Siti Hardijanti “Tutut” Rukmana, ejer Bank Yama og sidder på inddrivningen af vejskatter og broafgifter. Hun ejer også flere luksuslejligheder i London og USA og tager jævnligt sin private jet for at flyve til Europa på shoppingtur. Den mellemste datter Siti Heidati Harijadi Prabowo ejer en del aktier i Bank Industri. Hun er gift med Prabowo Subianto, chefen for sikkerhedsstyrkerne. Derudover sidder flere af børnene på centrale poster i Suhartos parti, Golkar, og Tutut var også velfærdsminister. Da hun for nyligt tog til hovedstadens fattigste kvarterer for at promovere regeringens fattigdomsbekæmpelsesplan, blev hun mødt af fattige folk, der beklagede sig over, at de ikke længere havde råd til at holde høns, fordi det importerede foder var blevet alt for dyrt. Hendes svar var, at så måtte folk spise kaniner i stedet.

Det oprør, der endelig gjorde en ende på Suhartos 32 år som enehersker, udsprang fra universiteterne. Allerede i begyndelsen af den økonomiske krise var studenterne åbenmundede kritikere af Suharto, og kravet om reformer spredte sig hurtigt fra universitet til universitet. Især i februar måned begyndte pro-reform demonstrationer at udgå fra universiteterne. I april havde protesterne nået så store højder, at Suharto begyndte at true studenterne, universitetsområderne blev omringet, og politi og militær fik ordre til at slå hårdt ned på demonstranterne. Den 16. maj kom det til sammenstød mellem politi og studerende på Surdiman Universitetet: 21 studerende og 5 politifolk blev såret.

Som sammenstødene med politiet blev hyppigere og hyppigere, blev studenterbevægelsen også mere og mere radikaliseret, og de studerende nøjedes nu ikke længere med at forlange reformer, men også Suhartos afgang. Især i byen Medan kom det til gadekampe mellem politi og studerende, og kampene spredte sig derfra til hovedstaden Jakarta. Efter politiet havde brugt gummikugler og tåregas mod demonstranterne, begyndte de studerende at angribe forretn inger, der var ejet af Suharto-familien. Hårdest gik det ud over biler af mærket Timor, som Suhartos søn Tommy ejer. Senere, især efter at militæret skød med skarpt og dræbte 6 studenter den 12. maj, bredte oprøret sig til andre dele af befolkningen. Arbejdere begyndte at deltage i demonstrationer, og de dominerende oppositionsgrupper begyndte så småt at udtale støtte til de studerende.

Vestlige medier har især været præget af billeder af plyndringer og af afbrændinger af kinesisk ejede forretninger. Men hvad de vestlige medier oftest glemmer at fortælle, er baggrunden for disse plyndringer. Etniske kinesere udgør 3-5% af befolkningen, men sidder på omkring 80% af rigdommen, selvom der er mange fattige kinesere. Den herskende klasse har derfor haft let ved at bruge kinesere som syndebukke, når utilfredshed skulle afledes. Der er desuden forlydender om, at sikkerhedsstyrkerne under ledelse af Suhartos svigersøn Prabowo står bag flere af de anti-kinesiske progromer. Men der er næppe tvivl om, at også almindelige mennesker står bag disse afbrændinger. Suharto har systematisk undertrykt enhver form for internationalistisk opposition, der ellers ville kunne modvirke i hvert fald en del af progromerne.

Hvad plyndringerne angår er det vigtigt at påpege dels, at befolkningen sulter, og derfor næppe kan bebrejdes at plyndre fødevareafdelinger, og dels, at det især er firmaer ejet af Suharto-familien, det går ud over. Ikke desto mindre har plyndringerne også haft tragiske konsekvenser, som da 100-150 indebrændte i et varehus i Jakarta. I alle tilfælde er folkets plyndringer intet i sammenligning med den systematiske udplyndring, Suharto-klanen har stået for.

Med de voksende protester, voksede også splittelsen i den herskende klasse. Dele af militæret udtalte sympati for de studerende, og parlamentets formand Harmoko, der hidtil havde været en tro Suharto-støtte, opfordrede til sidst præsidenten til at gå. De sidste par dage op til Suhartos afgang besatte 20-30.000 studerende parlamentet. Først forsøgte Suharto at købe sig fri ved at fyre nogle ministre bl.a. sin datter Tutut, men han måtte til sidst gå af – den 21. maj. I stedet udpegede han viceministerpræsidenten Habibie til sin efterfølger, hvilket skulle kunne garantere, at Suharto-formuen ikke bliver inddraget.

Det er svært at sige, hvilken vej oprøret vil udvikle sig herfra. De mest radikale blandt studenterne er ikke tilfredse, men det er ikke sikkert, de kan samle opbakning lige med det samme til at fortsætte kampen. Det er derfor sandsynligt, at oprøret vil tage af et stykke tid for så derefter at blusse op igen, når det viser sig, at Habibie blot fortsætter Suhartos gamle linie, og forarmelsen af befolkningen fortsætter. En af Habibies første handlinger var at sætte militæret til at fjerne de studenter, der havde besat parlamentet.

Det eneste håb for millioner af fattige indonesere er en fortsat kamp mod regimet. Det kan kun ske ved, at arbejdere, bønder og menige soldater slutter sig til de studerende. Der har længe været tegn på, at det kunne ske, men Suhartos afgang kan have udskudt denne proces.

Habibie kan ikke holde på magten, dertil er han for upopulær både blandt vestlige finansfolk og indonesiske rigmænd. Vestlige kilder har slået til lyd for, at militærets øverstkommanderende Wiranto skulle overtage magten – de vil hellere have et nyt militærdiktatur, end at befolkningen tager magten.

Oppositionslederne Amien Rais, der først støttede studenterne og er leder af den største muslimske gruppe, Muhammadiyah, eller Megawati Sukarnoputri, datter af Indonesiens første præsident Sukarno, udgør heller ikke noget reelt alternativ, for de går begge ind for IMF´s reformer, der er skyld i befolkningens fortsatte forarmelse. Det eneste reelle alternativ er at fuldbyrde revolutionen og ekspropriere Suharto-klanen og dens håndlangere.

 

 

www.socialister.dk – 26. maj 2024 kl. 07:18