[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 29 – Juni 1998

Udskriv

Leder

Blind for klassekamp

af Inge-Lise Bjørn

Træd varsomt – Dansk socialpolitik ved en skillevej
Hanne Reintoft
Hans Reitzels Forlag, 1998
192 sider, 185 kr.

Hanne Reintoft har skrevet bogen, Træd varsomt – dansk socialpolitik ved en skillevej, som et indlæg i den offentlige debat. Hun er en af de få socialrådgivere, der tør “gå imod strømmen”. Som sådan er det dejlig læsning og den giver et historisk overblik med udgangspunkt i solidaritet med de nederste i samfundet.

[ Reintoft: Dansk socialpolitik ]

Bogens store svaghed, som debatindlæg betragtet, er, at den ikke har noget bud på de nye love. Titlen antyder, at noget er galt, men Hanne Reintoft siger ikke hvad. Tværtimod indrømmer hun åbent og ærligt, at hun ikke har noget bud på en løsning samtidig med, at hun ganske rigtigt skriver, at tiden skriger på visioner og handling. Der er brug for, at nogen gør noget, men hvem og hvad står ubesvaret hen.

Noget af årsagen ligger i, at Hanne Reintoft ikke har øje for, hvad der er drivkraften i historien. Det er klassekampen. Det er, når folk protesterer mod vedtagelser i regering og kommunalbestyrelse. Det er oprør fra neden, som virkelig rykker ved magtbalancen. Men klassekampen er ikke med i hendes skildring.

Et eksempel på dette er storstrejkerne i 1956, som vi netop har set en pendant til i maj i år. Dengang i 1956 stemte arbejderklassen nej til overenskomsten, hvor nogle af kravene var forbedring af syge- og ulykkesbetalingen samt lavtløns- og kvindelønstillæg. Da storstrejken i 1956 var på sit højeste, var den ved at glide fagbureaukraterne af hænde. Måske er det derfor, at Hanne Reintoft overhovedet ikke nævner dem i bogen.

Men hun burde have nævnt dem, for de var med til at presse forbedringer igennem. Hun nævner bl.a. forbedring af invalidepensionsloven i 1956 men ikke, at det var genstand for kamp. Det samme gælder kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet og deres lønkrav.

Hvis man ser på, hvad arbejderklassen har gået til kamp for og har opnået eller mistet i tidens løb, så ligger løsningen lige for – også hvad angår de dårligst stillede grupper.

I dag har vi desværre et A- og et B-arbejdsmarked. A-holdet er kernetropperne i arbejdsstyrken, som er organiseret i fagforeninger, A-kasser og har ret til ferie, løn under sygdom og arbejdsskadeserstatning. B-holdet anvises jobs, de ikke selv har ønsket, til en ussel løn uden ferie osv. De er uorganiserede og fagbevægelsen vil ikke kendes ved dem. Men de undergraver A-holdets forhold og styrke.

Reintoft siger, at der er flest forbedringer i socialpolitikken, når der er råd til det, dvs. i højkonjunktur. Men i arbejdsløshedsperioder, hvor der burde sættes mere ind for de svageste, kommer forringelserne. Men hvordan vil hun så forklare forbedringerne i fx 1970’erne, hvor den økonomiske krise satte ind? Sandheden er, at forbedringer for de fattigste sker, når arbejderklassen selv kæmper mest, og det gør den ikke nødvendigvis kun i perioder med økonomisk vækst, men også i krisetider. Nedgang i den økonomiske udvikling betyder ikke altid nedgang i klassekampen.

I 1956 blev der af almindelige strejkende slået til lyd for sloganet “arbejdende – arbejdsløs, samme kamp”. Det slagord blev igen populært i slutningen af 1970’erne med arbejdsløshedsmarcherne, og da var der økonomisk krise.

Splittelser som dem mellem A- og B-holdet kan overvindes gennem konkret kamp, organiseret af folk selv. For fagbevægelsen har solgt ud af kravene og skal presses til at organisere B-holdet. Det pres skal komme fra kernestyrken i arbejderklassen, for B-holdet kan ikke slås for forbedringer alene. De kan vinde styrke gennem gradvise forbedringer og reformer. Derfor må vi slås for enhver forbedring af levevilkårene på vejen mod et endeligt opgør med systemet.

Det er denne kamp, Hanne Reintoft ikke har øje for. Derfor kan hun heller ikke se nogen løsning på de sociale problemer. Men bogen er alligevel værd at læse for den er skrevet med kritisk sans og giver et fantastisk historisk overblik.

 

 

www.socialister.dk – 22. maj 2024 kl. 11:14