[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 13 – Juni 1998

Udskriv

Strejken vi kunne have vundet

af Martin Johansen

Selv om storstrejken i maj måned ikke gav det store resultat, har strejken alligevel forandret Danmark. Martin Johansen forklarer i denne artikel, hvordan mange især unge arbejdere har fået øjnene op for arbejderklassens styrke.

De elleve dages storkonflikt i begyndelsen af maj kom som en kæmpe overraskelse for næsten alle andre end de arbejdere, som ved at forkaste mæglingsforslaget udløste en af danmarkshistoriens hidtil største strejker. Selv overklassens mest skarpsindige organ, Ugebrevet Mandag Morgen, måtte indrømme at have sovet i timen.

I konfliktens første dage var overklassen ved at gå i panik, fordi de havde overset en række advarsler, der pegede på, at overenskomsten kunne ende i storstrejke. De var hverken praktisk eller politisk forberedt på strejken – hamstringsbølgen og den panik, den medførte, er et eksempel på, at overklassen i konfliktens begyndelse helt havde mistet grebet.

Men panikken blev forstærket af, at konflikten gav et helt andet billede af Danmark end det sædvanlige. Væk var billedet af danske arbejdere som et fjernsynskiggende og småracistisk ‘Bodega-Danmark’. Væk var Pia Kjærsgaard, som under hele konflikten stort set forsvandt fra dansk politik. Væk var billedet af, at begreber som solidaritet og faglig kamp kun tiltaler et ynkeligt, aldrende mindretal af arbejdere – på tv-skærmen kunne man høre mange unge arbejdere, som ikke har 1970erne i deres erindring, komme med de mest radikale udtalelser imod arbejdsgiverne.

Konflikten afslørede først og fremmest, at Danmark ikke er et ‘post-industrielt informationssamfund’, men stadig er et kapitalistisk klassesamfund med alle de modsætninger, uligheder og konflikter, som det indebærer.

Allerede i konfliktens tema – kravet om mere ferie – viste dette sig. Arbejdsmarkedsforskere har kaldt feriekravet for et ‘blødt’ krav i modsætning til traditionelle ‘hårde’ krav om højere løn. De såkaldt ‘bløde’ krav skulle være udtryk for, at arbejderne har forladt de traditionelle fagforeningskrav.

Arbejdsgivernes stædige modstand mod kortere arbejdstid og længere ferie viser dog, at dette krav er nøjagtigt lige så hårdt og kontant som lønkravene. For kravet om kortere arbejdstid rammer lige præcis ned i modsætningen mellem arbejdere og arbejdsgivere: Arbejdsgiverne ønsker at kunne udbytte hver enkelt arbejder i så lang tid som muligt, mens arbejderne ønsker mest mulig tid til deres egen rådighed, hvor de ikke er underlagt arbejdsgiverens kommando. Af samme grund er kravet om kortere arbejdstid et af arbejderbevægelsens ældste krav – således blev 1. maj-traditionen indført i 1886 for at forstærke kravet om 8-timers arbejdsdag.

Konflikten betød også, at billedet af Danmark som et middelklasse-samfund uden traditionelle klassemodsætninger blev undergravet. Medierne måtte ganske ufrivilligt fokusere på modsætningen mellem arbejdere og arbejdsgivere, selv om de omhyggeligt valgte at beskrive modsætningen oppefra som en modsætning mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. De “glemte” helt, at nej’et kom nedefra, og blandt almindelige arbejdere voksede der hurtigt en meget stærk følelse frem af at tilhøre en bestemt samfundsklasse med fælles interesser vendt imod arbejdsgiverne.

Denne klassefølelse viste sig især ved, at konflikten hurtigt blev populær. Mediernes forsøg på at fremmane en katastrofestemning med historierne om hamstring og de stakkels kyllinger viste sig ikke rigtigt at have nogen effekt. I stedet voksede opbakningen bag konflikten faktisk. I strejkens første uge demonstrerede omkring 10.000 i København for kravet om mere ferie – ugen efter deltog mindst 20.000. En undersøgelse fra strejkens første dage viste desuden, at mange af de arbejdere, der oprindeligt havde stemt ja til forliget, havde ændret holdning og nu ville stemme nej.

[ Demonstration under storstrejken ]

Storstrejken fik større opbakning for hver dag, der gik. Flere, der havde stemt ja til mæglingsskitsen, fortrød, da konflikten brød ud

Oven i købet begyndte det i strejkens anden uge at vise sig, at mange arbejdere var indstillet på en lang konflikt. Mange medier og kommentatorer havde ellers udtalt, at konflikten ville blive ret kort, og at arbejderne hurtigt ville blive så møre, at de ville acceptere et råddent kompromis mellem LO og DA. Men i en række meningsmålinger kom det frem, at en ret stor del af arbejderklassen var indstillet på, at strejken skulle føres igennem til sejr, også selv om det indebar tre eller fire ugers strejke.

Dermed blev det mere og mere klart, at ideen om Danmark som et middelklasse-samfund med individualisme i højsædet og mangel på solidaritet havde været fejlagtig.

Det betød, at mere og mere pres blev lagt over på arbejdsgiverne, og der begyndte at opstå sprækker i den ellers jernhårde arbejdsgiverfront. DA’s direktør og chefforhandler, Jørn Neergaard Larsen, så sig nødsaget til at beordre lokale DA-repræsentanter til ikke at udtale sig om konflikten. Dette fik et bestyrelsesmedlem fra DA’s afdeling i Thy til at kritisere DA-ledelsen for at anvende ‘gammel-stalinistiske metoder’. Mundkurven var nødvendig for at lukke munden på de arbejdsgivere, som var villige til at give indrømmelser til arbejderne for at få afsluttet strejken.

I begyndelsen af strejkens anden uge var billedet altså, at enheden og kampviljen blandt arbejderne var stigende, mediernes skrækkampagne prellede af på arbejderne, og arbejdsgiverne havde svært ved at fastholde enigheden. Kort sagt: Arbejdsgiverne var ved at tabe konflikten.

På dette meget kritiske tidspunkt for arbejdsgiverne viste statsmagten sig ikke at være hævet over klassemodsætningerne, som det ellers bliver hævdet. Tværtimod greb regeringen ind for at redde arbejdsgiverne fra et forsmædeligt nederlag. Ved at ommøblere lidt på indholdet i det oprindelige forlig samt forære arbejdsgiverne en skattelettelse lykkedes det regeringen at producere et indgreb, som på nogle punkter imødekom kravet om flere fridage, selv om det hele blev betalt af arbejderne selv.

Mange i den herskende klasse var meget nervøse for, hvordan indgrebet ville blive modtaget. Ved den sidste storkonflikt i 1985 var det netop et regeringsindgreb, der fik en ellers begrænset overenskomststrejke til at eksplodere og trak hundredtusindvis af arbejdere ud i en lang strejke. Denne erfaring sad utvivlsomt langt fremme i erindringen hos regeringen, som nødigt ville risikere at fremprovokere en lignende reaktion så kort før EU-afstemningen.

Regeringens indgreb blev denne gang kun mødt af relativt få protester. Det spillede en vigtig rolle, at det var en socialdemokratisk regering, som mange af de strejkende selv havde stemt på, der gennemførte indgrebet, i modsætning til 1985, hvor regeringen var borgerlig. Dertil kom, at mens arbejderne følte, at de var i stand til at slå arbejdsgiverne i en faglig kamp, så var det langt vanskeligere at slås imod hele statsapparatet.

Men en anden vigtigt faktor var, at organiseringen og mobiliseringen på gulvplan forblev ret lav. Selv om organiseringen faktisk voksede i løbet af konflikten, så var den langt lavere end i 1985. Den ringe organisering betød, at den vrede og bitterhed, som mange arbejdere følte over regeringens indblanding på arbejdsgivernes side, forblev en individuel frustration, der ikke rigtigt kunne kanaliseres nogen steder hen.

Under Påskestrejkerne i 1985 eksisterede der et ret stort netværk af tillidsrepræsentanter, som var i opposition til LO-ledelsen, og som gennem lokale og landsdækkende tillidsmandsmøder kunne sikre, at strejkens forløb blev diskuteret og afgjort på de enkelte arbejdspladser og dermed bevare en høj grad af kontrol nedefra over strejken. Dette netværk er i dag antalsmæssigt langt svagere end i 1985, hvilket gjorde, at LO-toppen ikke for alvor blev udfordret af et andet lederskab, selvom de slet ikke havde ønsket sig strejken.

Samtidig er nutidens netværk – omkring grupper som ‘OK ’98 Initiativet’ – også politisk langt svagere og meget mere venligt overfor LO-toppen end tidligere. Men arbejderkampens historie viser, at LO-pamperne er parate til at acceptere rådne kompromisser med arbejdsgiverne, og historien giver også en lang række eksempler på, at regeringer er rede til at lave indgreb. En faglig opposition, som ønsker at føre kampen til sejr og ikke underlægger sig LO’s samfundsansvarlighed, burde allerede tidligt have rejst spørgsmålet: Hvad gør vi, når LO kapitulerer eller regeringen griber ind? Men fx OK ’98 Initiativet valgte i stedet at køre parløb med LO og nøjedes med at besvare regeringens indgreb med en erklæring om, at kampen måtte fortsættes på de enkelte arbejdspladser. Det er ikke givet, at venstrefløjen havde været i stand til at mobilisere en mere omfattende strejkebevægelse mod indgrebet, men det var på den faglige venstrefløj, at mange arbejderes øjne hvilede under konflikten – det var venstrefløjen, som for en gangs skyld var i overensstemmelse med arbejderne, mens LO-toppen var i opposition.

Der er ingen tvivl om, at mange arbejdere var vrede over indgrebets magre resultater og utilfredse med, at regeringen trodsede arbejdernes ret til at konflikte. Mange følte, at strejken først var ved at kunne mærkes og at arbejdsgiverne var ved at blive møre. Men de manglende opfordringer til protester gjorde, at demonstrationen mod indgrebet blev relativt lille, og proteststrejkerne den efterfølgende mandag var yderst begrænsede.

Selv om konflikten således endte i noget af et antiklimaks, så er det sandsynligt, at vi har de vigtigste resultater af strejken til gode. Arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen pegede således under strejken på, at “en helt ny generation af lønmodtagere er i færd med at gøre sig den erfaring, at det nytter at stå sammen. Indtil for en uge siden havde de fleste af dem kun hørt om strejker og konflikter, men nu får de kampformerne helt ind på kroppen og kan se, at de virker.”

Med strejken oplevede mange arbejdere sig selv som aktive deltagere i samfundet i kontrast til mange års følelse af, at politik kun er for de indviede. At strejken også har haft en politisk effekt, fik vi tidligt under konflikten en antydning af, da en EU-meningsmåling viste stor fremgang for nej-siden, specielt fremkaldt af et holdningsskift blandt LO-medlemmer. Efter konflikten pegede en meningsmåling på et markant skift til venstre med pæn fremgang for SF og Enhedslisten og tilbagegang for den yderste højrefløj. I denne meningsmåling var arbejderpartierne det tætteste på absolut flertal siden Påskestrejkerne i 1985.

Den herskende klasse og medierne vil i den kommende tid gøre meget ud af at ‘normalisere’ tilstandene. Men de kan ikke skrue tiden tilbage. Udviklingen efter de omfattende strejker i Frankrig i november-december 1995 har været et samfund præget af en lang række sociale kampe og mobilisering mod det højreekstremistiske Front National. Forklaringen er ikke, at franske arbejdere er specielt rebelske, men at 1995-strejkerne gav dem den vigtige erfaring, at de kunne præge samfundet og presse regeringen, hvis de selv sætter sig i bevægelse.

Danske arbejdere er heller ikke specielt oprørske, hvilket medierne i årevis har gjort til en dyd at fremhæve. De overser imidlertid, at det ikke er en indbygget oprørskhed, som fremkalder strejker og store sociale kampe – sammenhængen er snarere den omvendte: At kampe for selv beskedne krav som kravet om et par ekstra feriedage kan vække det enorme potentiale for samfundsforandring i live, som arbejderklassen rummer, når den forener sig i kamp.

 

 

 

www.socialister.dk – 22. maj 2024 kl. 09:58