socialister.dk: Socialistisk Revy nr. 5

Kapitalismens gennembrud betød kaos og ekstrem fattigdom i byen. Tom Christiansen ser på middelklassens stræben efter at forme byens fattigdom, svineri og lastefulde levevis i sit eget billede.

Vor tids moral og almindelige sunde fornuft fremstilles ofte som noget eviggyldigt menneskeligt, som er uafhængigt af den historiske udvikling. Det gælder også opfattelsen af, at kernefamilien er den naturlige og normale måde at leve på, og at det altid har været sådan. Disse ideer tages ofte for givet, endda så meget at der ikke stilles spørgsmålstegn ved dem. I sin bog Byen Tæmmes undersøger Karin Lützen, hvor ideerne stammer fra med udgangspunkt i den københavnske middelklasse i tiden mellem 1830-95. Den københavnske middelklasse og dens ideer tog form i takt med, at byen med kapitalismens gennembrud undergik kolossale forandringer og begyndte at ligne de byer, vi kender i dag.

Landbrugsreformerne fra slutningen af 1700-tallet sprængte de feudale landsbyer, hvis fællesskab tidligere havde sikret landbefolkningen en nogenlunde tryg tilværelse. Efter at landsbyfællesskaberne blev opløst, begyndte de fattigste bønder, der ikke kunne købe jord, at søge mod byerne – først og fremmest København. København voksede derfor, hvilket betød, at byen måtte overskride sine gamle grænser. Overskridelsen var dels geografisk i den forstand, at byen bredte sig ud over voldanlæggene og ud i brokvartererne. Dels øgedes befolkningstætheden, hvilket gav store problemer fx med at slippe af med latrin og andet affald.

Det var imidlertid ikke kun de fysiske rammer, der blev ramt af ændringerne. Den gamle sociale og politiske orden kom under angreb fra midten af 1830’erne. Den nye fremstormende klasse i byerne, som levede af handlen og den gryende industri, allierede sig med de nye selvejerbønder på landet og de intellektuelle i byerne for at styrte enevælden. Det lykkedes i 1848, hvor kongen blev truet til at love at indføre en borgerlig, demokratisk forfatning. Ellers ville borgerne, som de udtrykte det, blive drevet til “fortvivlelsens selvhjælp”. Det vil sige revolution som i Frankrig og Tyskland.

Middelklassens selvtillid voksede gennem kampen mod enevælden. Allerede i 1832 kunne Orla Lehmann, jurastuderende og senere leder af bondebevægelsen, skrive om sin egen klasse: “Denne Middelstand eller rettere sagt, denne bedre Deel af Nationen, indtager ved sine naturlige Anlæg og sin intellectuelle og moralske Dannelse en meget hæderlig Plads i Civilisationens Rækker, og Folket er derfor aandeligt myndigt og modent til at indføres til en selvstændigere Medvirken i Bestyrelsen af dets egen Anliggender.” Lehmann begrunder med andre ord ‘folkestyrets’ indførelse med sin egen klasses åndelige og moralske dannelse. Middelklassen skulle sammen med de besiddende klasser styre landet på folkets vegne. Ganske vist hyldede den liberale middelklasse før revolutionen Folket. Men efter at middelstanden fik del i magten, og alliancen med bønderne ikke længere var nødvendig, fik piben en anden lyd. I 1861 udtalte den samme Lehmann, at: “Da Danmark i 1848 udførte det dristige Vovestykke, at overdrage Magten til det hele Folk, da var det ikke for at lægge Statsstyrelsen i den uoplyste Almues Haand... Det er de Begavede, de Dannede og de Formuende, som i ethvert civiliseret Samfund have Overvægten i de offentlige Anliggenders Bestyrelse.”

Middelklassen begyndte at distancere sig fra almuen. Men på gaden i byen mødte den det fattige proletariat – og blev chokeret. I bladet Politivennen klagede middelklassen over “Slagtere med blodige Forklæder... Skorstensfeiere i deres sodede Arbeidsklæder... Dagdrivere: vulgo Hjørnekigere, der besætte visse Gadehjørner dousinviis og ikke gjøre Plads for Nogen”. Men det var ikke kun risikoen for at få sit tøj tilsmudset, der bekymrede middelklassen. Proletariatet forstyrrede også de dannedes sarte nerver. “... deres frygtelige Brølen, som farer igjennem alle Ørenerverne og forhindrer al Tænkning, naar man ikke har en særlig tykskallet Hjerne... Ja var det dannede Stemmer med et behageligt foredrag; men disse raae, brølende stemmer! Det er sand tortur.”

Men det skulle blive meget værre endnu. Før 1862 var alle håndværkerfag beskyttet og reguleret af et laugsvæsen. Det betød, at en lærling, der blev ansat hos en håndværksmester, var sikret for fremtiden. Når han var færdig som lærling, fortsatte han som svend hos den samme mester. Og en dag fik han selv lov til at blive mester, kunne gifte sig og antage svende og lærlinge. Både svende og lærlinge boede hos mester og blev bespist af dennes kone. I den forstand var mester, lærlinge og svende sikret socialt, som bønder i landsbyfællesskaberne tidligere havde været det. Men i 1862 trådte næringsfrihedsloven i kraft og ophævede laugsvæsenets beskyttelse af fagene, og den sociale sikkerhed faldt dermed bort, ligesom storfamilien også gjorde det.

Fattigdomsproblemet i København voksede som følge heraf enormt, og alle de sociale og familiemæssige strukturer blev opløst. Journalister, der turde bevæge sig ind i fattigkvartererne fx på Christianshavn, kunne berette i forbindelse med koleraepidemier, at ‘familier’ der har boet i samme værelser “positivt have været ude af Stand til at angive, hvem af dem der var Forældre til de døde, og hvem til de overlevende Børn”.

Forfatteren Herman Bang beskrev med rædsel i en kronik i Nationaltidende en beboelsesejendom på Christianshavn, hvor nøden og lidelserne var større, end de fleste fra middelklassen valgte at tro på. Bang var selv nødt til at distancere sig fra elendigheden ved at skrive: “Der er i Samfundet fremmede og besynderlige Egne. Egne, hvor Forestillingerne ikke ere vore, Lovene ere andre, deres Liv er et andet end vort. De dyrke ikke de samme Guder, de forstaa ikke os, vi ikke dem; Ordene, hvori de tale, ere de samme, men deres Betydning er en anden, så vi ere næsten forskellige i Sproget.”

Ved at fremstille de fattige som anderledes og årsagen til fattigdommen som de fattiges dovenskab og uoplysthed, kunne middelklassen nøjes med at forarges over elendigheden. Men mindst to faktorer gjorde, at middelklassen efterhånden ikke længere kunne ignorere fattigdomsproblemet. For det første var folk i middelklassen på ingen måde sikre på at kunne bevare deres position som hævet over almuen. De havde ikke større besiddelser eller formuer at falde tilbage på, hvis sygdom eller anden form for tabt arbejdsevne skulle ødelægge indtjeningen. De risikerede derfor at ende blandt fattiglemmerne på hospitaler og andre steder. Denne angst var grundlaget for de første sygeforsikringer, som i starten kun gjaldt deres egen stand.

Middelklassen så sig selv som nationens kerne og satte i sin utrolige selvglæde og selvforherligelse sin egen moral og levevis op som ideal for hele samfundet

For det andet frygtede middelklassen, hvad de fattige kunne finde på, hvis ikke der blev gjort noget ved deres elendige situation. Distriktslægen i Skælskør skrev i 1868: “I det gamle Samfund dannede de enkelte Kredse, Laug, Corporationer, eller hvad de nu maatte kalde sig, afsluttede Complexer, som indenfor sin Ramme ogsaa havde sine Fattige og Trængende. Nu derimod staae de Fattige, de egentlige Arbeidsklasser, paa den ene Side, de Rige og Anseete paa den anden, hver for sig dannende en afsluttet Masse. Og det kan ikke skjules, at de to Masser hele den civiliserede Verden over staae paa Krigsfod ligeoverfor hinanden.”

Vicepolitidirektør i København, Valdemar Oldenburg, var inde på det samme i 1877: “Lovgivningens nyere Tendenser, den frie Konkurrences overalt sig bredende Herredømme o.a.M. skaber Kapitalherredømmet og samtidig Proletariatet. Dette sidste forøges stedse og raaber paa Forandring.” Oldenburgs såvel som mange andres løsning på problemet var: “En forstandig anvendt Velgjørenhed kan i meget høj Grad bidrage til, at Mange, som ellers vilde blive Proletariatets sikre Bytte, frelses derfra og hjælpes frem til at blive nyttige og dygtige Medlemmer af Samfundet.”

Velgørenheden skulle imidlertid ikke kun være i form af kontante bidrag. Eftersom de fattiges elendighed skyldtes en dårlig arbejdsmoral, ukristelighed og usædelighed, skulle velgørenheden kombineres med en udbredelse af de dyder, som middelklassen selv havde måttet underkaste sig for at fastholde sin sociale position tættere på de besiddende klasser end på proletariatet: selvbeherskelse, et liv i sædelighed i kernefamiliens skød og arbejdsomhed. Også i den offentlige fattighjælp begyndte man at skelne mellem gode arbejdere, hvis ulykkelige situation skyldtes ydre omstændigheder som sygdom eller arbejdsløshed som følge af økonomiske kriser, og uforbederlige fattiglemmer. De sidste modtog under streng kontrol almisser fra det offentlige, mens de uforskyldt fattige skulle hjælpes gennem den private velgørenhed for ikke at miste værdighed og stemme- og valgbarhedsret, som fulgte med modtagelsen af fattighjælp.

Middelklassens opfattelse af sig selv som “Nationens Kjærne”, som Orla Lehmann udtrykte det, gav den selvtilliden til at stille sine egne moralske dyder op som moral for hele samfundet. Og det gælder stadig i meget stor udstrækning. På mange måder ligger middelklassens ideer fra dengang stort set uændret til grund for de herskende moralske opfattelser i dag. I spørgsmålet om betingelserne for kunstig befrugtning og i debatten om tvangsfjernelser af børn skinner middelklassens ideelle forestillinger om kernefamilien tydeligt igennem. Men også opdelingen af selvforskyldte og uforskyldte arbejdsløse eksisterer i det sociale system i dag fx i form af opdelingen mellem understøttelse fra a-kasserne og i form af kontanthjælp. Ganske vist bliver bistandsmodtagere ikke frataget deres stemmeret, men ideen om tvangsarbejde bygger på, at de arbejdsløse er dovne, der ikke af egen kraft kan finde ud af at gå på arbejde.

Karin Lützens bog demonstrerer på fremragende vis, at de dyder, der gælder i dag, ikke er universelle, men er blevet ‘konstrueret’ i en bestemt periode, hvor middelklassen satte sig for at tæmme det kaos i København, som kapitalismens gennembrud havde skabt. Det alene gør bogen meget læseværdig. Men der mangler først og fremmest nogle forklaringer på, hvorfor middelklassens dyder former sig som de gør og formår at slå igennem. Det fremstår i bogen som om, at middelklassens ideer slår igennem, blot fordi den rent faktisk får de ideer. Fx er den eneste forklaring på, at det gamle natvægterkorps bliver lavet om til et egentligt politikorps, at middelklassen er blevet inspireret af det såkaldte panoptiske princip. Det vil sige opfattelsen af, at kriminalitet kan undgås, hvis folk føler sig overvåget. Men politikorpset blev indført, fordi de besiddende klassers ejendom skulle beskyttes overfor det voksende antal fattige.

Bogen fokuserer meget på forholdet mellem middelklassen og arbejderklassen, men gør ikke meget ud af forholdet mellem middelklassen og den herskende klasse. Det kan sikkert have være svært ud fra det anvendte kildemateriale, eftersom middelklassen ikke ønskede at skelne mellem sig selv og overklassen. Tværtimod var det mere attraktivt at stræbe opad, opføre sig som den herskende klasse foreskrev, men måske ikke selv levede op til.

Middelklassens moral var derfor i hovedsagen den moral, som den herskende klasse mente skulle gælde, i hvert fald for de andre klasser i samfundet. Det kan forklare, hvorfor denne moral slår igennem; den klasse, der besad den økonomiske magt, bakkede ideerne op. Middelklassens rolle blev derfor at være formidlere af den herskende klasses ideologi.

Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Temasider

Nr. 5

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 22 – Juni 1998

Da middelklassen opfandt moralen

af Tom Christiansen