[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 16 – Juni 1998

Udskriv

USA på vrangen

Grønt lys for gramserne

Sharon Smith

De fleste åndede lettet op, da Paula Jones’ sexanklager mod Bill Clinton i sidste måned blev afvist af retten. Amerikanerne havde hurtigt nået mætningspunktet med mediernes utrættelige besættelse af de malende detaljer omkring Clintons seksuelle eskapader. Og den højreorienterede uafhængige anklager, Kenneth Starr, der på en eller anden måde var istand til at finde en kriminel sammenhæng mellem hans oprindelige undersøgelse af en fast ejendomsskandale i Arkansas og Clintons mest private seksuelle affærer, som han hang ud i pressen, fremmedgjorde med god grund den amerikanske befolkning som helhed.

Men afvisningen af Paula Jones’ sag om seksuelle overgreb, gav en stor sejr til alle sexistiske chefer. Denne præcedenssættende afgørelse har givet dem frit spil til at overgramse og befamle deres kvindelige medarbejdere uden fare for repressalier, så længe de ikke truer med at degradere eller fyre dem. De kan endog smide bukserne og opfordre kvindelige ansatte til oralsex i arbejdstiden – bare de accepterer, hvis hun svarer nej. Den beslutning dommeren, Susan Webber Wright, tog, havde intet at gøre med om Jones fortalte sandheden eller ej om Clintons tilnærmelser til hende, da hun var ansat som kontorassistent for staten Arkansas i 1991. Wright’s kendelse lød, at selv om Jones talte sandt, havde hun ikke noget juridisk grundlag, selv om den daværende guvernør Clintons tilnærmelser til hende var “grove og anmassende” var de kun “korte og isolerede” episoder, som er acceptable mellem en arbejdsgiver og en ansat. Disse “korte og isolerede” episoder inkluderede, ifølge Jones, at Clinton kaldte Jones ind på sit hotelværelse under en konference og, efter udtrykkeligt at have beskrevet hendes chef som sin “gode ven”, begynde at tage på hende og blotte sig for hende mens hun skrækslagen så til; for derefter at beføle sin penis og opfordre hende til at “kysse den”. Og da hun afviste ham, sige at “Du er klog. Lad dette blive mellem os”. Clinton sendte også flere gange, ifølge Jones, en betjent fra delstatspolitiet til hende, for at gøre uanstændige opfordringer på hans vegne.

Virkningen af Paula Jones’ afviste sag var øjeblikkelig. “Præsidenten er blevet renset”, erklærede Clintons “med-gramser”, senator Edward Kennedy. Handelsretsadvokat, Bettina Plevan, udtrykte håb om, at Jones’ sag ville afholde andre funktionærer fra at sigte i lignende sager.

Avisen Detroit News, lovpriste Wright for, at vende “fingeren nedad for ‘fjendtligt arbejdsklima’-testen for sexchikane. Kongressen burde revidere loven så den kun tillader sagsøgere at gå til en domstol, når de kan fremvise håndgribelige mærker efter et overgreb – og ikke bare når en eller anden drønnert har en historie om politisk ukorrekthed som voksne mennesker burde kunne klare alene”. Uheldigvis har feministiske støtter til Demokraterne, som fx Gloria Steinem, nægtet endog at overveje at støtte Jones, eftersom hun først rejste tiltale mod Clinton i 1994. Deres principper er blevet mere og mere svækkede som tiden er gået.

Som resultat deraf, er spørgsmålet om kvinders ret til at blive behandlet respektfuldt på deres arbejde – hvilket må siges at være et rimeligt krav – forsvundet fuldstændigt i debatten. Kvindelige arbejdere skal have ret til en arbejdsplads uden uønskede seksuelle tilnærmelser og krænkende sexistisk opførsel.

Kvinder burde også have ret til at bestemme over deres egen krop – inklusive hvem der skal røre dem og i så fald hvor. “Ja betyder ja, Nej betyder nej” var et slogan for 60’ernes kvindeoprør, der satte fokus på voldtægt og sexchikane som en del af kvindeundertrykkelsen.

Men nogle af de selvsamme feminister, der var medskabere af dette slogan, vender nu ryggen mod dets indhold. Fornyligt argumenterede Steinem i The New York Times for, at “præsident Clinton måske ville have godt af at blive behandlet for sin sexafhængighed”, men han fortjener at få feministernes fortsatte ukritiske støtte, fordi Clinton er “væsentlig” for at “bibeholde retten til abort” – og fordi han i den sidste ende “accepterede en afvisning” fra Paula Jones.

Anita Hill, hvis egen berømmelse stammer fra anklager om sexchikane hun rejste mod Overretsdommer Clarence Thomas i 1991, sagde ironisk nok til The New York Times, at Clinton ikke var skyldig i seksuelt overgreb, selvom Jones’ anklage var sand, simpelthen fordi “der er meget få beviser for at Ms. Jones har lidt nogle arbejdsrelaterede følger som resultat af hændelsen”.

Selv forfatteren Susan Faludi, som skrev bogen Backlash, der fordømte sexisme på arbejdspladsen, har skiftet toneleje. Hun bifaldt dommerens beslutning i det liberale magasin The Nation med begrundelsen, at “side om side med de andre kræfter [som feministerne søger] kommer evnen til at tilgive mænd – evnen til at se ens bebrejdelser i det rette perspektiv og ikke i den gammeldags romantiks groteske karikatur”.

I mellemtiden har Jones opbygget en mur af støtte blandt højreorienterede Clinton-hadere. Rutherford-instituttet, der ønskede at hævne sig på Clinton, var mere end lykkelige for at bruge millioner på at støtte Paula Jones’ sagsøgning – af grunde der overhovedet ikke har noget at gøre med bekæmpelse af sexchikane. Anti-abort fanatikeren Randall Terry, der er en erklæret modstander af kvinders rettigheder, har også sluttet sig til Jones’ følge. Og Jones’ talskvinde, Susan Carpenter-McMillan, har i 10 år været presserepræsentant for den Sydkaliforniske anti-abort organisation Right to Life League.

Meget få arbejderkvinder har en millionær i baghånden til at betale for sagsomkostningerne. Endnu færre ville udsætte sig selv for den daglige latterliggørelse, som Jones har været genstand for i alle medierne.

Men det vigtigste er, at den form for sexchikane, de fleste arbejderkvinder bliver udsat for, ikke er som det, vi ser på spisesedlerne rundt omkring, men et sexistisk arbejdsmiljø, hvor de bliver udsat for alt fra sexistiske vittigheder og kommentarer, til uønskede opfordringer om sex.

Den bedste måde at bekæmpe sexismen på er ikke i retten, men på arbejdspladsen. Paula Jones’ sag kan måske umiddelbart ligne et nederlag, men den har også gjort millioner af kvinder, der selv har oplevet ydmygende chikane, rasende.

Oversat fra Socialist Review 219

 

 

www.socialister.dk – 20. april 2024 kl. 22:44