[ Socialistisk Revy nr. 5 ]
Socialistisk Revy nr. 5
jun 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 5

Udskriv artikel

 

Nr. 5

Side 1
· En verden i oprør

Side 3
· Socialistisk venstrefløj ønskes

Side 4
· Opsving med problemer
· Regeringen angriber venstrefløjen

Side 5
· Skrot markedsmekanismerne

Side 6
· Le Pen på tilbagetog

Side 7
· 1968 i bakspejlet

Side 8
· Miraklet blev til et mareridt

Side 10
· Israel - 50 år som USA’s vagthund

Side 13
· Strejken vi kunne have vundet

Side 15
· "Arbejdere har kun magt, når de står sammen"

Side 16
· Grønt lys for gramserne

Side 17
· Månedens bog: Fagbevægelsen i et andet perspektiv

Side 19
· Er de autonome revolutionære?

Side 22
· Da middelklassen opfandt moralen

Side 24
· Globalisering - fælde eller fremskridt?

Side 27
· Sinatras røde fortid
· Fagtoppens selvforherligelse

Side 28
· Voldens oprindelse

Side 29
· Blind for klassekamp

Side 30
· Fra storstrejke til arbejdermagt

Side 31
· Nye bøger (annonce, IS-Forlag)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 5 – Side 27 – Juni 1998

Udskriv

Nekrolog

Sinatras røde fortid

af Martin Smith

Frank Sinatra er efter sin død blevet lovprist i medierne. De har endog glorificeret hans forbindelser til mafiaen og hans skørtejægeri. Men pressen har fuldstændig glemt at nævne, at gamle Frankie-boy engang tilhørte “de røde”.

Sinatras forældre var italienske indvandrere fra arbejderklassen, og han blev antiracist efter, at irsk-amerikanske børn kaldte ham øgenavne.

Som mange andre filmstjerner og musikere i 30’erne og 40’erne var Sinatra tiltrukket af de venstreorienterede ideer og kredsede omkring det amerikanske kommunistparti. Han følte lede ved den fattigdom hans familie led under og ved den stigende fascisme i Europa.

Han blev udråbt til kommunist tolv gange under McCarthys heksejagt i 50’erne.

Sinatra udtalte sig i forbindelse med raceuroligheder i Harlem i 1943 og imod den spanske diktator Franco i 1946. Han donerede store pengebeløb til fagforeningers uddannelsesprojekter.

[ Sinatra med venner ]

Sinatra blev udråbt som kommunist under McCarthys heksejagt

I 1949 blev Sinatra, der på det tidspunkt var en af de mest populære popstjerner, fyret af sit pladeselskab og af sit filmstudie. Og hvorfor? Fordi de samme medier, der i dag hylder ham, havde udråbt ham som rød og forfulgte ham.

I 40’erne og 50’erne var Sinatra en dedikeret antiracist. I 1943 boykottede nogle hvide studerende timerne i deres nyligt integrerede skole. Sinatra talte både til de sorte og de hvide studerende, der modigt havde brudt boykotten. Han sang ligeledes sangen “The house I live in”, en sang der handler om nødvendigheden af ligestilling i USA.

Sinatra sagde i 1947, “Vi har allerhelvedes lang vej at tilbagelægge i denne her racesituation. Så længe de fleste hvide mænd tænker på en sort som sort i første række og en mand i anden række, har vi et stort problem. Jeg ved ikke hvorfor, vi ikke kan blive voksne. Skuespillere skal tage et politisk standpunkt, selv om det betyder at det gør ondt på billetsalget.”

Han gav velgørenhedskoncerter til fordel for borgerretsforkæmperen Martin Luther King. Han hjalp endog Jesse Jackson i hans kamp for de sortes rettigheder i Alabama i 60’erne.

Men det gik i vasken, som Jesse Jackson så rigtigt sagde, da “Sinatra solgte sin førstefødselsret for en krukke med guld”.

Da Demokraterne smed Sinatra ud, blev han i stedet medlem af det Republikanske parti i 1970 og blev senere bedste ven med Ronald Reagan.

Manden, der før havde været antiracist, var nu blevet en af de eneste entertainere, der brød boykotten og sang i det apartheid-ramte Sydafrika i 80’erne.

Den velhavende livsstil som verdensstjerne var langt fra hans rødder i arbejderklassen.

Han stod som et levende eksempel på den amerikanske drøm om den fattige dreng, der ender på toppen. Men da han nåede toppen, var den drøm blevet til et mareridt.

Han døde som en rig, sorgfuld og bitter gammel mand. Frank Sinatra har en unik plads i den amerikanske populærkultur. Han var den første popstjerne.

Det er også værd at huske, at Sinatra var en af de første hvide kunstnere der anerkendte de sortes biddrag til popmusikken. Han byggede sin egen stil på jazzsangerinden Billie Holliday og anså Count Basie for sin største inspirationskilde.

Sinatra sagde engang, at han “drømte om at gøre popmusik til en kunstart”. Det mål nåede han i hvert fald.

Oversat fra Socialist Worker

 

 

www.socialister.dk – 31. januar 2023 kl. 01:47